Tomaterne vælter frem i drivhuset, og chilierne er så småt begyndt at modne – det perfekte tidspunkt til at kaste sig ud i hjemmelavet kogt salsa. Du ved, den klassiske slags, de fleste af os ellers køber i supermarkedet.
Resultatet? Jeg er mere end tilfreds! Det smager bare så meget bedre end det, man kan hive ned fra hylden, og du kan selv styre styrken, mængden af peberfrugt og krydderiniveauet.
Jeg kom 2 jalapeños + en habanero med både kerner og lameller i, men jeg er også til den spicy side 🌶️ Vil du have den mildere, så brug kun jalapeños uden kerner og hinder. Eddike neutraliserer faktisk noget af capsaicinen (det, der gør chilier stærke), så eddiken, du hælder i, tager toppen af varmen.
Du bestemmer også selv, om du gider fjerne skindet på tomaterne. Jeg gjorde det på de store, men lod skindet blive på mine små cherrytomater. Jeg brugte både røde og gule tomater og flere forskellige sorter – du kan bruge præcis dem, du har. Fordi der kommer tomatpuré i, skal salsaen nok blive rød alligevel. Hvis du vil have lidt farvespil, kan du vælge at bruge grønne, gule eller orange peberfrugter.
For at kunne nyde salsaen lidt længere, sluttede jeg af med at henkoge glassene – så kan de nemlig stå på hylden og vente på den næste filmaften med vennerne 😃
Hvis du elsker mexicansk eller tex-mex, så burde du også se på mine opskrifter på enchiladas med kylling og carnitas (mexicansk pulled pork).
Kogt salsa, frisk salsa eller tacosauce?
Salsa betyder egentlig bare “sauce” på spansk, og derfor dækker ordet over mange forskellige ting. Her er de tre, du oftest møder:
- Kogt salsa (salsa roja) – tomater, chili, løg, hvidløg og eddike, der koger sammen til en tyk og smagfuld salsa. Det er den, du får opskriften på her, og den kan henkoges og gemmes på glas.
- Frisk salsa (pico de gallo) – rå, hakkede tomater med løg, chili, koriander og lime. Frisk og sprød og bedst samme dag. Prøv min pico de gallo.
- Tacosauce – den glatte variant. Vil du have en tacosauce, kan du blende den kogte salsa helt jævn med en stavblender.
Den kogte salsa er også perfekt til nachos – både som dip ved siden af og over chipsene. Prøv den fx til mine nachos med kylling eller BBQ okse nachos.
Hjemmelavet salsa
Ingredienser
- 2 fed hvidløg
- 1 alm. løg
- 2 peberfrugt brug grønne eller gule, hvis du vil have lidt farvespil
- 3-4 jalapeños uden kerner og lameller eller med for ekstra styrke
- 600 g tomater brug dem du har
- 115 g tomatpuré
- 80 ml hvidvinseddike
- 1½ tsk spidskommen
- 1 tsk tørret oregano
- 1 tsk salt
- ½-1 tsk sort peber
- 2 tsk sukker
- 3 g frisk koriander eller ½ tsk tørret
Sådan gør du
- Skær et kryds i bunden af tomaterne og overhæld dem med kogende vand. Hæld vandet fra efter 1-2 min., skyl under koldt vand og fjern skindet.
- Hak løg, peberfrugt og tomater groft. Hak chilierne og hvidløgene fint.
- Kom alle ingredienser i en stor gryde og bring det langsomt i kog. Hvis du bruger frisk koriander, så vent med at tilsætte det til efter saucen har kogt.
- Lad salsaen simre i ca. 30 minutter, til den tykner lidt. Rør jævnligt, så det ikke brænder på.
- Smag til med ekstra salt, sukker eller eddike efter behov.
- Hæld den varme salsa på skoldede glas og sæt på køl.
- Hvis du vil henkoge salsaen, så kom glassene i et vandbad i ovnen (med låg på, men ikke skruet på) ved 120 grader i 2 timer. Tag glassene ud af ovnen og skru lågene på.
Noter
