Når vennerne og jeg skal fange noget hurtigt og sjovt inden et show på Bremen, er jeg blevet ret glad for Pincho Nation. De har mange små, sjove retter, men især deres blomkålnuggets har vundet mit hjerte. Så jeg måtte selvfølgelig prøve at lave min egen version.
Første forsøg røg i ovnen, og de var supre lækre, men de blev ikke heeelt så sprøde, som jeg gerne ville have. Da jeg smed dem i frituren i stedet, blev det en helt anden oplevelse: sprød panering, blød og saftig blomkål indeni, og med en god chilimayo ved siden af er det svært ikke at spise hele portionen selv.
Hvis du ikke er en chilifan, så kan du også lave en hurtig hvidløgsdip. Evt. blende lidt af den kogte blomkål med mayoen for en lettere version.
De er nemme at lave og fungerer både som snack, på tapasbordet eller som en del af en grønnere hverdagsmiddag.
Blomkålnuggets
Ingredienser
- 1 lille blomkålshoved
- 1 dl hvedemel
- ½ tsk løgpulver
- ½ tsk paprika
- ½ tsk salt
- 2 æg
- 3 dl pankorasp
- Olie til friture fx smagsneutral rapsolie
Til chilimayo
- 1 dl mayonnaise
- 1-2 tsk chilisauce
Sådan gør du
- Skær blomkålen i mundrette buketter. Kog dem i letsaltet vand i ca. 2 minutter, så de lige bliver møre. Hæld vandet fra og lad dem dampe af og køle lidt.
- Kom melet i en skål og rør det sammen med løgpulver, paprika og salt. Pisk æggene sammen i en anden skål, og hæld pankorasp i en tredje.
- Vend først blomkålen i melblandingen, så i æg og til sidst i pankorasp. Tryk lidt, så paneringen sidder godt fast.
- Varm olien op i en gryde til ca. 170–180 grader. Fritér nuggets i hold til de er gyldne og sprøde – det tager ca. 2-3 minutter. Læg dem på fedtsugende papir og drys evt. med lidt salt.
- Rør mayonnaise sammen med chilisauce.
Noter
- Du kan sagtens lave dem i ovnen, men de bliver bedst (og mest snack-agtige) i frituren. De tager ca 15 min ved 200 grader.
- Brug evt. en airfryer, hvis du vil have sprødhed uden alt olien.
- Hvis du vil gøre dem veganske, kan du erstatte ægget med en blanding af plantemælk og lidt majsstivelse – og vælge en vegansk mayo.
En hurtig aioli
Pisk lidt revet eller presset hvidløg i mayonnaise med en smule citronsaft. Kan også blendes med lidt kogt blomkål for en lettere variant (!).
Lækre dejlig snack
Smart at koge dem først har det opskrift hvor de laves rå.
Lavede dem i airfryer og de blevet dejlige sprøde