Hvis du nogensinde har fået autentisk mexicanske tacos, så er der en god chance for at en af dem har været med carnitas og det er virkelig en dejlig spise. Skal man laves det helt autentisk, skal der en god mængde fedt til, da carnitas tradionelt laves lidt på samme måde som confiteret and. Men det er ikke hvad jeg gør her. Denne opskrift er en “hurtig” udgave, der kun tager 4-5 timer, men som smager super skønt.
“Hemmeligheden” i carnitas er friskpresset appelsinjuice. Syren i juicen er med til at nedbryde kødets struktur og gør det mørt, lækkert og let at trække fra hinanden – Og nej, den færdige ret vil ikke smage af appelsin 😉
Jeg lavede en ret stor portion, men heldigvis er det færdige kød både køleskabs- og fryservenligt til de dage, hvor det godt må gå lidt hurtigt. Bare tø en portion op i mikroovnen eller en gryde med en ekstra spsk vand og vupti, så er der mad 😃
Tacoerne serverer jeg på små tortillaer (majs eller hvede, det er op til dig) med lidt hakket spidskål, pico de gallo (frisk salsa) og lime crema (creme fraiche rørt med lime, limeskal og lidt friskhakket koriander). Du kan også lave gucamole eller en god hot sauce til.
Kødet vil også gøre sig fremragende til burritoer, enchilades og nachos og sikkert et ton af andre ting, som jeg ikke lige har tænkt på.
Tacos carnitas – Mexicansk pulled pork
Ingredienser
- 2 kg nakkefilet
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 1 jalapeno habenero kan også bruges
- 2-3 appelsiner
- 2½ tsk salt
- 1 tsk peber
- 1-2 dl vand
Rub
- 1 spsk oregano
- 2 tsk spidskommen
- 1 spsk olivenolie
Sådan gør du
- Forvarm ovn til 130 grader
- Hak løg, hvidløg og jalapenos og kom i et stort ovnfast fad med salt og peber.
- Pres appelsinerne og hæld juicen i fadet.
- Bland ingredienserne til rubben og giv filet en god omgang massage med den.
- Kom nakkefilet ned i fadet og vend det godt. Hæld 1 dl vand ved.
- Kom låg eller godt med stanniol på fadet og steg i 4 timer til kødet falder fra hinanden. Du kan evt. tilsætte lidt mere vand undervejs, hvis det ser ud til at det er ved at tørre ud.
- Tag låg/stanniol af ved og giv kødet 1 time mere (så får du lidt sprødt kød).
- Brug to gafler til at trevle kødet og vend det i væsken fra fadet.
- Anret i en tortilla og server med fx. hakket spidskål, pico de gallo og lime crema.