Når det er koldt udenfor, så er det dejligt med noget god solid varm mad!
Med eller uden bønner og tomat?
De fleste har en opskrift på chili con carne; nogle mener at det er en dødssynd at tilsætte tomat, nogle udelader bønnerne, fordi de ikke kan lide dem og nogle (primært hankønsvæsner) anser chili con carne som en slags udfordring, der ikke kan blive for stærk, selvom de skal drikke 2 L mælk for bare at komme igennem en enkelt portion 😉
Jeg bruger selv hakket oksekød, men du kan fint bruge andet hakket kød, fx svin, lam eller kalkun, eller en blanding.
Hvor stærk skal den være?
Min opskrift er bestemt krydret, men ikke så stærk at man ikke kan spise den uden creme fraiche (selvom jeg personligt mener at der skal fraiche til og det smager dejligt).
Hvilke ris passer til chili con carne?
Jeg vil dog insistere på at skal man have ris til, så skal det være parboiled ris! Jeg har set folk bruge basmati- eller jasminris til en god chili og jeg forstår det simpelthen ikke! Basmati og jasminris hører til orientalske retter – parboiled ris til tex-mex. Sådan er reglerne!
Hvad serverer man til?
Jeg serverer min chili con carne med creme fraiche, parboiled ris, groft brød og lidt persille, og gerne tortillachips og revet cheddar. En skål hjemmelavet salsa og lidt fermenteret hot sauce til dem, der vil have det stærkere, passer også perfekt.
Hvad kan man bruge rester af chili til?
Resterne er næsten det bedste. Brug dem til chili cheese hotdogs, fyldte jalapeños eller som topping på bagekartofler med ost og creme fraiche. Chili con carne kan også fryses i ca. 3 måneder.
Chili con carne
Ingredienser
- 400 g hakket oksekød eller andet hakket kød
- 2 store løg
- 3-4 fed hvidløg
- 2 røde chilier
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 lille bøtte tomatpuré
- 1 tsk kanel
- 1 tsk chiliflager
- 1 tsk cayennepeber
- 1 tsk chilipulver
- 2 tsk stødt koriander
- 2 tsk spidskommen
- 2 spsk oregano
- 1 dl oksebouillon
- 1 dl grøntsagsbouillon eller brug 2 dl oksebouillon i alt
- 20 g mørk chokolade
- 1 dåse kidneybønner
- olie til stegning
- salt og peber
Tilbehør
- persille til drys
- creme fraiche
- parboiled ris
- groft brød
- tortillachips kan udelades
- revet cheddar kan udelades
Sådan gør du
- Hak løgene. Fjern kernerne fra chilierne, og hak dem. Pres eller hak hvidløget.
- Steg løg, chili og hvidløg i lidt olie, til løgene begynder at blive blanke.
- Tilsæt kødet, og brun det godt.
- Tilsæt krydderierne. Hold lidt igen med cayennepeberen, hvis du ikke kan lide retten for stærk.
- Tilsæt bouillon, hakkede tomater og tomatpuré, og lad retten simre i ca. 2 timer. Hold øje med, at den ikke bliver for tør, og tilsæt evt. lidt vand undervejs.
- Skyl kidneybønnerne, og tilsæt dem sammen med chokoladen. Smag til med salt, peber og chili.
- Server med det tilbehør, du bedst kan lide, og nyd noget rigtig hyggemad 🙂