Jeg skal snart en tur til England igen, og en af de retter, jeg faldt pladask for sidste gang, jeg var derovre, var cauliflower cheese. Den ser måske ikke ud af så meget – det er jo i bund og grund bare blomkål med ostesauce – men smagen er helt vanedannende, og retten er et fantastisk tilbehør til både oksekød og kylling. Jeg synes især, den spiller helt perfekt til en god kylle med rødvinssauce 🍷🐔
Min version laver jeg med moden cheddar og et lille strejf muskatnød, og for virkelig at få smagen frem giver jeg blomkålen 10–15 minutter i ovnen, inden den får ostesaucen over sig.
Resultatet er en cremet, ostet klassiker, og jeg forstår virkelig godt, hvorfor englænderne er så vilde med den!
Cauliflower Cheese (ovnbagt blomkål)
Ingredienser
- 1 stor blomkål i buketter
- 2 spsk olivenolie
- salt
- evt. lidt hakket persille til drys
Ostesauce:
- 40 g smør
- 40 g hvedemel
- 3-4 dl mælk gerne sødmælk
- 200 g moden cheddar revet
- 1/4 tsk muskatnød måske lidt mere efter smag
- salt og peber efter smag
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 °C varmluft.
- Skær blomkålen i mundrette stykker og vend med olivenolie, og bag dem i 10-15 minutter, til de lige begynder at få lidt farve.
- Smelt smørret i en gryde, pisk melet i og lad det bage af i 1 minut.
- Tilsæt mælken lidt ad gangen, mens du pisker, til du har en glat sauce.
- Rør muskatnød i. Tag gryden af varmen og tilsæt cheddar.
- Rør godt til osten er opløst og smag til med salt og peber.
- Læg den bagte blomkål i et smurt ovnfast fad. Hæld ostesaucen over, og fordel evt. lidt ekstra revet cheddar på toppen.
- Sæt fadet i ovnen ved 180 °C i 20–25 minutter, til overfladen er gylden og boblende.
- Du kan evt. drysse med en lille persille før du serverer blomkålen.