Så er der en lille uge til Valentines dag og alle de bloggere, der ikke er ved at gå bananas over fastelavnsboller er begyndt at skrive om den romantiske middag. Og her løber jeg lidt ind i et problem. Jeg er ikke rigtig en fan af fastelavnsboller og jeg har aldrig i mit liv fejret Valentines dag. Jeg er endda single lige pt, så for mig bliver det en standard søndag aften på sofaen med et eller begge af mine miavdyr 🤷♀️
Men når det er sagt, så kan jeg godt forestille mig hvad jeg ville have lyst til at dele med Michael Fassbender eller Chris Evans (eller dem begge to 😉), hvis vi skulle have en romantisk aften sammen.
Jeg elsker en god tre retters menu, men lige præcis til en meget romantisk aften, så hælder jeg nok mere i retning af noget tapas inspireret. Så når først maden er på bordet, så skal jeg ikke tænke mere over det resten af aftenen og små bider er bare en tand mere sexet end en stor bøf (der er undtagelser og hvis min kommende mand læser det her, så tro mig, du vil gøre mig meget lykkelig med en stor beskidt bøf!)
Ost, charcuteri og andre snacks man kan købe
Lidt god ost, pølse og parmaskinke er et dejligt sted at starte – Jeg går ret meget i dybden med det i mit snackbræt indlæg, så det behøver vi måske ikke snakke så meget om her.
Hvis man er til oliven, så er det også lækkert. Jeg foretrækker dem enten marineret med lidt hvidløg eller med små ansjoser lige rullet rundt om olivenerne. Ansjoser og oliven lyder måske ikke som den mest appetitlige snack, men på en eller anden magisk måde, så spiller det bare!
Apropos ting snoget rundt om hinanden, så er parmaskinke rundt om melon også perfekt til tapasbrættet. Jeg foretrækker selv at bruge cantaloupe, men galia og honningmelon kan bestemt også gøre tricket.
Hvis man har en ostehandler, der også har bresaola, så er det luksus med et par skiver – enten som de er eller med lidt god olivenolie og mozzarella eller burrata (burrata er mozzarellas dekadente storebror).
Andre små retter
Hvis man vil dyrke burrataen mere, så har jeg også en anden lille lækker deleret med burrata i en grov tomat- og hvidvinssauce.
Arancini er egentlig restemad, men disse små kugler af dybtstegt risotto fyldt med flydende mozzarella er simpelthen fantastiske som en del af en god tapas. Man kan med fordel lave meget af arbejdet på forhånd og fryse de små skønne kugler, så de er lette at tage ud af fryseren og dybtstege.
Nu bliver det meget kødtungt, så lidt god fisk eller skaldyr ville også være passende. Man kunne overveje nogle ovnstegte jomfruhummerhaler med hvidløgssmør eller måske en god rørt laksetatar. Jeg rørte min tatar med vamrøget laks, så teknisk set er det ikke tatar, men godt smagte det. Og det er super let at lave i forvejen.
Grøntsager kan let blive overset på tapasbordet, så jeg har medtaget zucchini på to måder: Den første zucchini er skåret i fine strimer på mit mandolinjern, vendt med salt i ca. 30 min til at trække vandet ud af grøntsagen, skyllet og marineret med lidt syre (hvidvinseddike og lidt citronsaft), god olivenolie, tørret persille og chiliflager. Den anden halvdel af zucchinien marinerede jeg med lidt citronsaft, olivenolie og hvidløg og grillede let. Begge retter er helt fantastiske, men jeg fik desværre ikke målt mængder af, så det vil blive opdateret, så snart jeg har lavet retten igen. Jeg vil dog sige at hvis man regner med 1 del syre til 2 dele olivenolie, så er man godt på vej.
En anden grøntsagsret jeg har valgt at medtage er dampet artiskok med rørt smør. Den her opskrift er så simpel at jeg ikke helt ved om den bør få sit eget blogindlæg. Jeg har reelt bare kogt artiskokken i 20 med med 1/4 citron og så serveret den med smør rørt med creme fraiche. Mere er der virkelig ikke til det.
Burrata i en grov tomatsuace Laksetatar og arancini med aioli Dampet artiskok med rørt smør Bresaola, grilled zucchini, marineret zucchini og parmeskinke om melon
Desserter
Jeg ved ikke helt om jeg kan spise mere efter alle disse retter, men der skal noget sødt på bordet, så skal det være noget let. Jeg tænker umiddelbart enten min friske minicheesecake med hindbærgele, en rigtig god lille let tiramisu (ja, min tiramisu er let – jeg laver en rørt creme og ikke en opbagt en og det gøre hele forskellen) eller måske bare nogle jordbær dyppet i chokolade og toppet med lidt hjemmelavet saltkaramel.
No-bake mini cheesecake med lime og hindbær Tiramisu Jordbær med chokolade og saltkaramel