Snackbræt

14.8K

En af de ting, jeg hygger mig rigtig meget med, er at lave et ekstravagant oste- og charcuteribræt. Det er skøn selvforkælelse de aftener, hvor jeg ikke rigtig gider lave mad, men bare gerne vil slappe af foran TV’et og hygge lidt. Og så er det selvfølgelig også perfekt til en hyggelig aften med venner.

Grunden til, at jeg kalder det et snackbræt og ikke bare et oste- og charcuteribræt, er, at jeg gerne fylder godt op med alt muligt andet lækkert. Frugt og grønt – gerne efter sæson – nødder, kiks og hvad jeg ellers lige har lyst til.

Nogle gange ryger der også en lille skål hjemmerørt ægge- eller skinkesalat på brættet eller lidt god paté. Der er egentlig ikke så mange regler. Brug det, du kan lide, og det, du har.

Ostene

Når jeg laver snackbræt til gæster, prøver jeg gerne at få lidt variation i ostene. Det kan fx være et par faste oste – måske én på komælk og én på gedemælk – en mild blåskimmelost, en hvidskimmelost som brie eller camembert og eventuelt en god flødeost.

Jeg har personligt aldrig været den store haj til hvidskimmeloste, så her spørger jeg gerne min ostehandler til råds. Han plejer heldigvis at kunne finde noget, der gør gæsterne glade.

Charcuteri

Det samme gælder for charcuteriet – lidt forskelligt er godt.

Jeg kan godt lide at have fx parmaskinke eller bresaola, en danskinspireret spegepølse, en paprikapølse og måske en fennikelpølse. Et par små ølpølser med chili eller hvidløg er bestemt heller ikke af vejen.

Du behøver selvfølgelig ikke det hele på én gang. Et par forskellige slags er rigeligt, især hvis der også skal være plads til alt det andet gode.

Frugt og bær

Frugt og bær på mit snackbræt følger ofte sæsonen. Om sommeren kan det være brombær, hindbær og kirsebær fra haven, jordbær eller vindruer. Om vinteren er søde klementiner virkelig gode – men de skal være ordentligt søde, ellers bliver de hurtigt lidt for syrlige sammen med osten.

Jeg foretrækker som regel frisk frugt frem for marmelade, men har jeg et glas hjemmelavet abrikos- eller stikkelsbærmarmelade stående, får det selvfølgelig også lov til at komme med. Det er især fantastisk til en god, fast gedeost.

Har du parma- eller serranoskinke på brættet, er melon også virkelig lækkert – især om sommeren. Passionsfrugt kan give lidt mere eksotisk syre og sødme, og granatæblekerner er skønne sammen med paté.

På et lille marked i Napa Valley fik jeg engang dehydrerede jordbær og honning serveret til ost, og det fungerede fantastisk. Har du en dehydrator, er det bestemt også værd at prøve, selvom det selvfølgelig kræver lidt mere arbejde.

Grønt

Min ostehandler laver en virkelig dejlig hvidløgsflødeost, og derfor har jeg næsten altid sådan en med på brættet. Jeg bruger den både i stedet for smør på brødet og som dip til grøntsagerne.

For der skal selvfølgelig også grønt på!

Jeg er glad for godt gnavegrønt, så agurke- og gulerodsstænger er nærmest selvskrevne. Semitørrede tomater og chilimarinerede hvidløg er også faste gæster på mine snackbræt.

Når danske asparges er i sæson, får de også gerne en plads, og små peberfrugter fungerer rigtig godt. Og så synes jeg, at radiser bliver lidt overset. Deres friske, let pebrede smag passer virkelig godt til mange oste.

Har du paté på brættet, er cornichoner næsten obligatoriske, medmindre du allerede har valgt at have granatæblekerner. Syltede svampe er også virkelig gode og giver lidt ekstra syre til alt det fede og salte.

Nødder og kiks – og honning

Jeg elsker nødder på mine snackbræt. Skal det være helt simpelt, er pistacienødder altid et hit, men mine sojaristede mandler eller blandede honningristede nødder er også fantastiske. Du kan også servere valnødder med lidt honning – det er især godt til ost.

Når det kommer til kiks, bestemmer du helt selv. Jeg kan godt lide små kiks med fx tomat og basilikum, men fuldkornskiks, rugkiks eller helt klassiske ostekiks fungerer lige så fint.

Du kan også sagtens droppe kiksene helt, især hvis du serverer et godt brød ved siden af.

Vin

Mange forbinder automatisk ost med rødvin, men det er ikke altid det bedste match. Garvesyren i nogle rødvine kan nemlig godt clashe lidt med osten.

Vil du gerne have rødvin, så gå efter en blødere og ikke alt for tanninrig vin. Ellers er frugtige hvidvine eller rosé også rigtig gode til et snackbræt.

Og er du glad for blåskimmelost, så er en god portvin selvfølgelig heller aldrig en dårlig idé.

Snackbræt

Et dejligt hyggebræt med alskens lækkerier
Antal 2 personer
Tilb. tid 30 minutter

Ingredienser

  • 6-8 skiver pølse eller røget skinke
  • 2-4 små ølpølser (kan udlades)
  • 3-4 mindre stykker oste fx 2 faste oste. en blåskimmel og en hvidskimmel
  • 1 par håndfulde blandede bær fx hindbær, brombær eller jordbær
  • 1 par klaser hvide eller røde vindruer
  • 1 par frugter fx klementiner eller meloner kan udlades
  • 1 par radiser
  • ½ agurk skåret i stængler
  • 1 par gulerødder skrællet og skåret i stængler
  • 1 bæger hvidløgsflødeost
  • 1 par håndfulde nødder fx pistacienødder, honningristede nødder eller valnødder.
  • semi-dried tomater
  • lidt chilimarinerede hvidløg (kan udlades)
  • kiks dem du nu godt kan lide
  • Noget godt brød

Sådan gør du

  • Rens og skær grøntsager ud i passende størrelser
  • Hvis du bruger små skåle til semi-dried tomater, marinerede hvidløg og flødeost, så start med at anrette dem.
  • Skær ostene ud i forskellige mundrette størrelser og anret på brættet/fadet
  • Fordel gnavegrønt og pølseskiver
  • Fordel bær, frugt, nødder og kiks.
  • Nyd med et godt glas vin og en god film
Ret: Forret, Hovedret
Køkken: Dansk
Nøgleord: Hygge, Nytår

Deltag i samtalen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2026. All rights reserved.
Luk