
Inspirationen til denne lasagne kommer mange steder fra, men jeg synes at den er et dejligt alternativ til den klassiske lasagne.
Jeg er vokset op med en lasagne med bechamelsauce, men at lave lasagne med en ricottacreme er også ret normalt. Tager man en tur til den amerikanske midvest, bliver ricottaen ofte erstattet af hytteost og det giver jo fin mening. Man bruger de lokale råvarer, der minder mest om de originale og hytteost er meget billigere end ricotta – også i Danmark 😉 At bruge hytteost gør lasagnen en del lettere rent smagsmæssigt især i forhold til bechamelsauce, men bestemt også i forhold til at bruge ricotta og at det er (lidt) sund(ere) er jo så kun en bonus.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang besluttede mig for at bruge knoldselleri i stedet for bladselleri i en lasagne, men jeg elsker den sødme rodfrugten tilsætter til retten.
Jeg beklager det ikke fantastiske billede – Vi var så ivrige for at komme i gang med at spise lasagnen at jeg glemte at tage et billede i første omgang, så det blev et dagen derpå, hvor jeg spiste rester billede 😉

Lasagne med knoldselleri og hytteost
Ingredienser
Kødsauce
- 500 g hakket oksekød
- 2-3 mellemstore løg
- 1/4 knoldselleri
- 2-3 gulerødder
- 3-4 store fed hvidløg
- 1 dåser hakkede tomater
- 1 spsk tomatkoncentrat
- 2-3 dl god oksefond
- 1 tsk rørsukker
- 2 dl tør hvidvin
- En stor håndfuld friske basilikumblade
- ½ lille bundt persille
- Salt og peber
Hytteostcreme
- 500 g hytteost
- 2 store æg
- 2 dl fint revet parmesan/grand pandano
- 2 spsk hakket persille
- Salt og peber
Andet
- Lasagneplader
- Mozzarella
- Evt. revet mere parmesan
Sådan gør du
Kødsauce
- Hak knoldselleri, gulerødder og løgene fint. Pil hvidløgene. Brun kødet og fisk det op af gryden. Kom gulerødder, løg og knoldselleri i gryden, sautere i et par minutter. Tilsæt pressede eller finthakkede hvidløg, alt afhængig af hvad du foretrækker. Kom kødet tilbage i gryden og tilsæt hvidvinen. Lad det lige bruse lidt op og tilsæt så fond, sukker og hakkede tomater. Lad simre i et par timer. Hak basilikum og persille fint og tilsæt. Smag til med salt og peber.
- Nej, du har faktisk ikke brug for at bruge flere krydderier. Du skal selvfølgelig være meget velkommen til det, men prøv lige at smage på saucen før du gør 😉
Hyttteostcreme
- Bland æg og hytteost. Riv parmesan og hak persille. Tilsæt og smag til med salt og peber. Ja, det er rå æg, men vi er i Danmark. Jeg er personligt ikke bange for salmonella herhjemme.
Lasagne
- Forvarm ovnen til 200 grader.
- Start med et tyndt lag kødsauce. Læg herefter et lag lasagneplader, et lag kødsauce og et tyndt lag hytteostcreme. Fortsæt 2-3 gange alt afhængig af hvor stort et fad du bruger. Afslut med et lag hytteostcreme.
- Bag i ovnen i 25-40 minutter (alt afhængig om du bruger friske eller tørre lasagneplader, følg anvisningen på pakken). Brug meget gerne låg eller stanniol med et par huller i, så din hytteostcreme ikke brænder på. Tag lasagnen ud af ovnen 10 minutter før den skal være færdig, drys med godt med mozzarella og sæt den tilbage i ovnen (uden låg), så osten kan nå at smelte og få en gylden kant.
- Drys med parmesan og server med en salat og måske lidt hvidløgsbrød.