Hot pot (kinesisk fondue)

10.2K

Jeg er blevet dybt forelsket i at hygge med venner rundt om en dampende hot pot gryde! Hot pot er den kinesiske pendant til fondue og lige som med fondue, så er der fokus på at hygge og være social. Man stiller en kogeplade på spisebordet med en stor gryde suppe, hvori man koger grøntsager, svampe, kød, nudler, dumplings, tofu og asiatiske specialitet og nyder med div. dressinger. Dette er virkelig social dining, så der er ingen små spyd til at sætte sine ting på – Alting svømmer rundt i suppen sammen og så bruger man div. tagtøj til at fiske det op. Typisk vil man få lidt suppe med, så brug skåle eller dybe tallerkener og hav små skåle til dressinger ved siden af. Man kan bruge årstidens grøntsager og siden der kommer så mange lækkerier på bordet, er der ikke behov for super meget kød, så det er en god måde at nyde en lækker middag og begrænse sit kødforbrug uden rigtig at opdage det 🙂

Når du kigger ned over min liste af forskelligt tilbehør, så er det let at blive lidt overvældet, men ro på. En enkelt tur i et kinesisk/asiatisk supermarked og du vil kunne finde de fleste af specialiteterne.

Jeg har en todelt hot pot gryde, så jeg kan servere to suppe af gangen (typisk en mild og en krydret), som har jeg købt hos Den Kinesiske Købmand, hvor man også kan få en masse andre ting til hot pot. De leverer til hele landet. Bor du i København, så kan jeg på det varmeste også anbefale Today Købmanden, der ligger inde bag ved Hovedbanegården på Colbjørnsensgade 17. Det er en lillebitte butik, men de har en meget pænt udvalg – Især af hot pot suppeblandinger.

Skulle du have lyst til at prøve en hot pot restaurant før du kaster dig ud i at lave det derhjemme, så kan jeg anbefale Hot Pot Republic, hvor jeg kommer jævnligt 🙂

Lad os snakke lidt om hvad du skal bruge hvis du gerne vil hot potte:

Supper

Når det kommer til de milde supper, så hiver jeg en bøtte af min hjemmelavede grundsuppe ud af fryseren. Den har egentlig masser af smag i sig selv, men man kan smide et løg skåret i både, lidt hakket ingefær, stjerneanis eller gojibær i for at give den det sidste lille boost.

De mere krydrede supper er en anden sag. At lave sine egne hot pot suppebaser er næsten en kunstart, så der er mange, der bare køber færdigblandede “hot pot baser” og tilsætte vand/fond. Og her gør jeg dem kunsten efter i hvert fald indtil videre 😉 Man skal dog være opmærksom på når kineserne skriver spicy, så mener de det! Jeg har den tommelfingerregel at jeg bruger ½ krydderblanding og lidt hønsefond når jeg blander spicy suppe op – Jeg kan også fint finde på at hakke lidt ingefær og smide det i.

Man kan også få suppebaser med andre smage, såsom tomat, svampe og skaldyr.

Kød, fisk og skaldyr

Du vil kun bruge kød, der ikke skal have særlig længe her, så entrecote eller ribeye er de bedste udskæringer af oksekød at bruge. Af svinekød vil jeg anbefale nakkekoteletter. Frys kød og skær det i meget tynde skiver, så det stort set kun lige skal ned og vende i suppen for at blive færdigt. Man kan også bruge kyllingfilet, krabbekød og surimi (imitationskrabbekød). Hvis du virkelig vil flotte dig overfor gæsterne, så kan du også komme et par tigerrejer på bordet 🙂

Dumplings

Man kan købe mange forskellige færdiglavede dumplings på frost, både med og uden kød, men hvis man har mod på det kan jeg virkelig anbefale at man kaster sig ud i at lave sine egne. De smager bare bedre. Se min opskrift på oksekødsdumplings her.

Grøntsager

Kun fantasien sætter grænser når det kommer til grøntsager. Bok Choy og kinakål ofte til at finde ved en hot pot. Spinat, squash og romanesco har jeg også prøvet med succes. Stort set alle rodfrugter er velkomne i gryden. Kinaradise (daikon), lotusrod og taro er de kinesiske valg, men kartofler, pastinakker, persillerødder, sellerirod, gulerødder, gule beder, bolsjebeder og søde kartofler er også meget velegnede. Skær enten rodfrugterne i skiver. Kinaradisen kan også skære ud i lange strimler på et mandolinjern, hvis det skal se lidt flot ud 🙂

Svampe

Svampe skal der til! Bøgehatte, enoki, judasører og kejserhatte er populære, men alm. champignoner og andre svampe kan også fint bruges. Jeg hælder personligt ret meget til bøgehatte 🙂 Man kan få dem hos større grønthandleren og i kinesiske forretninger, hvor de hedder shimeji.

Nudler og riskager (nej, ikke den slags riskager)

Tykke, dejlige udonnudler, der svømmer rundt i suppen er bare lækkert, men vær forberedt på at det vil kræve lidt arbejde at fiske dem op igen. Glasnudler smager godt, men det kan være tæt på umuligt at finde dem igen, så dem vil jeg nok ikke anbefale. En spøjs ting, som jeg er blevet meget glad for er skårede riskager. Det er basalt set udkogt ris, der er presset sammen til nogle mindre ruller, herefter skåret ud i skiver og tørret lidt. De giver fylde til supper og stir-fries og jeg skal klart prøve at bruge dem til mere end “bare” hot pot.

Tofu og Tofu-skind

Tofu er ret ofte brugt i hot pot, men det samme er også tofu-skind og det er jeg faldet pladask for. Jeg har købt det tørret og formet som knuder (det hedder også bean curd knots på engelsk). Man udbløder dem lidt og lade det så svømme rundt i suppen i et par minutter. Det er igen en af de ting, der er lidt svære at forklare hvordan smager, da det primært tager sin smag fra suppen man har valgt, men jeg kan godt lide konsistensen og siden det er lavet af tofu, så er det hammersundt. Tofu-skind bliver også brugt i gryderetter og stir-fries, ofte sammen med chili.

Dressinger

Sidst, men ikke mindst, så vil jeg snakke lidt om dressinger, da man typisk har et par forskellige på bordet til at dyppe sin mad i. Goma (en dressing lavet på sesam) er jeg personligt blevet meget glad for, men jeg kan også anbefale en god chilidressing eller bare helt klassisk soja.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk