En af de ting jeg hygger mig rigtig meget med at lave nogle ekstravagante ost og charcuteri (pølse) bræt. Det er så skøn selvforkælelse de aftener jeg ikke rigtig gider at lave mad, men vil nyde noget god mad og en film og også ret perfekte til hyggeaftener med venner.
Grunden til at jeg kalde det et snackbræt og ikke “bare” et ostebræt er at jeg elsker at tilføje en masse frugt og grønt (ofte sæsonbetonet), nødder og kiks til brættet. Nogle dage tilføjer jeg også en lille skål med en hjemmerørt æggesalat eller skinkesalat eller lidt pate. Det er reelt kun fantasien, der sætter grænser.
Ostene
Når du laver et godt bræt til gæster, så handler det om at få en god spredning; Et par faste oste, fx en på komælk og en på gedemælk, en mild (medmindre du virkelig kender dine gæster) blåskimmelost, en hvidskimmel (brie eller camembert typisk) og evt. en flødeost. Jeg har personligt aldrig selv været særlig god til hvidskimmeloste, men så jeg spørger min ostehandler til råds og han finder altid noget til mig, der vil gøre gæsterne glade.
Charcuteri
Det samme gælder sig om charcuteri’en – vælg noget blandet. Jeg kan godt lide at have lidt parmaskinke, en dansk inspireret pølse, en paprikapølse, evt. en fennikelpølse og nogle små ølpølser med chili eller hvidløg.
Frugt og bær
Frugt og grønt er som jeg skrev ofte sæsonbetonet og kan spænde rimelig vidt og bredt. Jeg foretrækker ofte at bruge friske bær og frugter fremfor marmelader; Brombær, hindbær og kirsebær fra haven, når de er i sæson og ellers jordbær og selvfølgelig vindruer. Klementiners kan være dejlige om vinteren, men de skal være rigtig søde ellers bliver det for syrligt.
Det værende sagt når jeg har et glas hjemmelavet abrikos– eller sikkelsbærmarmelade, så er det også helt fantastisk især til faste gedeoste.
Hvis du har parma- eller serranoskinke på bordet, kan lidt melon også være lækkert. Især om sommeren. Man kan også give det lidt et eksotisk islæt ved at tilføje et par passionsfrugter – og granatæblekerner går super godt med paté.
På et lille marked i Napa Valley i USA fik jeg dehydrerede jordbær og honning som sødt til osten og det fungerede også fantastisk. Hvis du har en dehydrerer, så er det også en god vej at gå, selvom det selvfølgelig vil kræve lidt mere arbejde 😉
Grønt
Min ostehandler rør selv en dejlig hvidløgsflødeost og derfor har jeg altid den med på brættet. Jeg bruger den i stedet for smør på brødet og til at dyppe mine grøntsagstænger i.
Og med de ord, så lad os snakke lidt om grønt til brættet. Jeg er glad for godt gnavegrønt, så agurke- og gulerodstænger er selvskrevne til mit bræt. Semi-dreid tomater finder jeg også lidt uundværlige og chilimarinerede hvidløg er også en ret fast del af mine snackbræt.
Når danske asparges er i sæson finder de ofte også vej til brætter og ellers er små peberfrugter også meget velkomne. Folk har det med at glemme radiser og det synes jeg er lidt synd, da den lettere pebrede smag også går rigtig godt med mange oste.
Hvis du har paté på brættet, så er cornichoner næsten også selvskrevne, men hvis du allerede har valgt at have granatæblekernerne, så er de ikke super nødvendige. Jeg har en veninde, der lavede nogle syltede svampe henover sommeren og de kan også sagtens finde vej til et bræt.
Nødder og kiks – og honning
Jeg elsker nødder på mine bræt. Skal jeg holde det simpelt, så er det bare pistacienødder, men mine sojaristede mandler eller blandede honningristede nødder er også guddommeligt. Man kan også servere lidt valnødder i honning.
Kiksene kan være præcis hvad du gerne vil have – Jeg holder mig af nogle små basser med tomat og basilikum fra Irma, men hvis du mener er til lidt fuldkorn, rug eller en helt klassisk pakke blandede kiks til osten, så er det også perfekt. Du kan også sagtens udlade kiksene. Især hvis du spiser brød til 😉
Vin
Mange mener at der skal rødvin til ost, men rødvin kan ofte indeholde for meget garvesyre til at gå rigtig i spænd med osten. Hvis du vil have rødvin, så vælg en blød en, men ellers så kan jeg på det varmeste også anbefale at man prøve med nogle frugtige hvidvine eller roséer. Er du en stor fan af blåskimmeloste, så kan du med fordel også overveje at åbne en god flaske portvin.
Snackbræt
Ingredienser
- 6-8 skiver pølse eller røget skinke
- 2-4 små ølpølser (kan udlades)
- 3-4 mindre sykker oste fx 2 faste oste. en blåskimmel og en hvidskimmel
- 1 par håndfuld blandede bær fx hindbær, brombær eller jordbær
- 1 par klaser hvide eller røde vindruer
- 1 par frugter fx klementiner eller meloner kan udlades
- 1 par radiser
- ½ agurk skåret i stængler
- 1 par gulerødder skraldet og skåret i stængler
- 1 bæger hvidløgsflødeost
- 1 par håndfulde nødder fx pistacienødder, honningristede nødder eller valnødder.
- semi-dried tomater
- lidt chilimarinerede hvidløg (kan udlades)
- kiks dem du nu godt kan lide
- Noget godt brød
Sådan gør du
- Rens og skær grøntsager ud i passende størrelser
- Hvis du bruger små skåle til semi-dried tomater, marinerede hvidløg og flødeost, så snart med at anrette dem.
- Skære ostene ud i forskellige mundrette størrelser og anret på brættet/fadet
- Fordel gnavegrønt og pølseskiver
- Fordel bær, frugt, nødder og kiks.
- Nyd med lidt brød ved siden af og en god film