Sidste år flyttede jeg på landet og fik et fint nyt hus med en stor have – og ikke mindst et drivhus. Efter tidligere at have dyrket drueagurker på friland, rykkede jeg dem i drivhuset i år, og hold da op, det har sat gang i produktionen! Indtil videre har jeg høstet og syltet næsten 5 kg drueagurker fra bare tre planter – så der er heldigvis også blevet lidt til venner og familie 😅

Jeg bruger de klassiske syltekrydderier som sennepsfrø og peberkorn, men tilsætter også chili for et dejligt lille spark og peberrod for både smag (uden at det bliver for voldsomt) og som naturligt konserveringsmiddel. Faktisk er jeg stadig lykkeligt i gang med et glas fra sidste års høst.
“Det hemmelige” trick til rigtig gode hjemmesyltede drueagurker er at lægge dem i en saltlage i ca 24 timer, før du kommer dem i syltelagen. Det hjælper med at holde de syltede agurker sprøde og lækre.
Jeg skærer mine agurker i halve eller både, men kan du kan også sagtes skære dem i skiver. Det er helt op til dig. Jeg bruger dem som tilbehør til fx brugere, grillet kylling og pulled pork eller i min hjemmelavede brugerdressing, men det er som med alt andet lækker mad, kun fantasien, der sætter grænser.
Hjemmesyltede drueagurker
Ingredienser
- 500-600 g drueagurker
Saltlage
- 1 l vand
- 100 g salt
Syltelage
- 3 dl lagereddike
- ½ dl vand
- 150 g sukker
- 20 peberkorn
- 4 laurbærblade
- 2 tsk sennepskorn
- 4 skiver frisk peberrod
- 2 skalotteløg skåret i halve kan udlades
- 1 lille chili i skiver kan udlades eller kun tilsættes ét glas
- 1 dildskærme kan udlades
Sådan gør du
- Lav din saltlage i en beholder med låg.
- Vask og prik dine drueagurker med en gaffel, så saltlagen kan komme ind i agurkerne og tilsæt agurkerne til saltlagen. Lad dem hvile i køleskabet i ca 1 døgn.
- Kom eddike, vand og sukker i en gryde og giv det et opkog.
- Skold dine sylteglas med varmt vand og fordel laurbærblade, peberkorn, sennepskorn, peberrod, lotteløg og evt. chili og dildskærme i de to glas.
- Hvis dine drueagurker er lidt store (det kan de hjemmedyrkede blive), så skær dem i skiver eller kvarte og kom dem i sylteglassene.
- Hæld lagen i glassene, så de er helt fyldt op og kom lågene på.
- Lad glassene køle helt af på køkkenbordet og kom dem herefter på køl.
- Lad glassene stå i mindst en uge, før du åbner og nyder dem.
Opdateret 27-07-2025