Denne drink er blevet en klar favorit hos mig – nok fordi den rammer alt det, jeg holder af i et glas: masser af frugt, en blød sødme, lidt syre til at stramme det hele op og så lige et diskret spark til sidst. Den er frisk, rund og farlig nem at drikke.
Chilisiruppen laver jeg selv med chilier fra mit drivhus, og det giver altså noget ekstra. Jeg kan varmt anbefale aji lemon eller aji mango, hvis du vil have en frugtig og aromatisk varme, der spiller virkelig godt sammen med ananas og lime. Er du mere til lidt mere bid, så er lemon habanero også virkelig lækker – bare med lidt mere respekt involveret 😉 Jeg har også set folk
Glasset får gerne en kant af Tajín, som er et mexicansk krydderi lavet af chili, lime og salt. Det lyder måske voldsomt, men smagen er mere frisk og let syrlig end stærk, og det giver et virkelig fint modspil til drinkens sødme. Du kan finde Tajín i en del onlineshops – jeg købte min i en asiatisk webshop, så den røg bare med i indkøbskurven. Du kan også snyde dig frem med lidt fint salt, chilipulver og eventuelt en anelse limeskal, hvis du hellere vil lave din egen version … men Tajín er klart værd at have stående.
Spicy Ananas Margarita
Ingredienser
- 5 cl tequila
- 2 cl Cointreau
- 12 cl ananasjuice
- 3 cl frisk limesaft ca. 1 lime
- Tajin eller bare salt vendt med lidt chilipulver
- Lime eller frisk ananas til pynt
- 3 cl chilisirup
Chilisirup
- 2 chilier
- 2 dl lys sirup
- 1 dl vand
Sådan gør du
Chilisirup
- Skyl chilierne, halver dem på langs og fjern kerner og lameller.
- Kom chilier, vand og sukker i en gryde og lad gryden simre i ca. 5 min. Rør af og til.
- Hæld siruppen på en rengjort glasflaske med låg. Lad køle af uden låg. Opbevares i køleskab.
Drink
- Kør en skive lidt rundt i kanten af serveringsglasset og drys det med Tajin.
- Kom tequila, cointreau, ananaslys, lime og sirup i en shaker med rigeligt is. Ryst 15-20 sekunder til drinken er dejlig kold.
- Server drinken med frisk ananas eller lime.