Suppe er skønt at spise her i efteråret og denne suppe er både fyldig, mættende, let at lave, sund og en god måde lige at tømme grøntsagsskuffe på, da den kan varieres ud i uendelighed.
Lige denne portion er lavet med en rest spidskål, løg, hvidløg, gulerødder, kartofler, en ½ peberfrugt jeg havde til overs, en dåse hakkede tomater, grøntsagsfond, krydderurter fra haven, sød og stræk paprika og toppet med en klat creme fraiche. Jeg servede den med en omgang små krydrede suppebrød.
Kartoflerne spiller en lidt vigtigere rolle i suppen end man umiddelbart tror – Kartoflerne afgiver både stivelse, som gør suppen mere fyldig, og glutamin, som er en naturlig smagsforstærker. Du kan selvfølgelig godt erstatte kartoflerne med fx pasta, da det også afgiver en god portion stivelse til suppen, men du skal så måske bruge lidt flere krydderier. Hvis du kan lide tingene lidt mere krydrede, så kan du selvfølgelig også tilføje en lille hakket chili.
Nogle vil mene at en grøntsagssuppe kun skal koge i 20 min. og det kan man også gøre med denne, men siden jeg bruger kål, så synes jeg at den godt må få lidt længere, så jeg koger den i ca 40 min. Kartoflerne kommer først med i de sidste 15-20 min, så de ikke koger helt ud.
Hvis du ikke kan undvære kød, så kan du med fordel hakke lidt god chorizo eller en anden krydret pølse og komme i. I denne omgang brugte jeg fx krydrede oksegrillpølser fra en gård, jeg nogle gange står på marked med.
Grøntsagssuppe
Ingredienser
- 2 løg
- 2 fed hvidløg
- 2 stænger bladselleri kan udlades eller erstates med sellerirod
- 1/3 spidskål kan erstattes med andre typer kål
- 2 gulerødder kan erstattes med persillerødder/pastinakker
- 3-4 kartofler
- 1 peberfrugt kan udlades
- 2 tsk olie eller smør
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 l grøntsagsbouillon
- 2 laurbærblade
- 2 tsk sød paprika
- 1-2 tsk stærkt paprika
- 2 tsk hakket timian kan erstattes med tørret
- 1 tsk hakket persille + lidt til drys
- 1 god krydret pølse (på størrelse med en frankfurter) kan udlades
- lidt creme fraiche til at toppe suppen med
- Salt og peber efter smag
Sådan gør du
- Pil løg og hvidløg og skræl gulerødderne. Hak løg, hvidløg, gulerødder, peberfrugt og kål.
- Svists grøntsagerne i mellemstor gryde i smør/olie til løgene og kålen begynder at blive blanke. Tilsæt hakkede tomater, boullion og laurbærblade og lad suppen simre i 40 min.
- Skræl ogskær kartoflerne i mundrette stykke og tilsæt dem, når der er 20-15 min tilbage. Det er også nu du tilsætter paprika, timian og persille – og pølsen skåret i mundrette bidder, hvis du bruger det.
- Server suppen med en klat creme fraiche og evt. noget godt brød.