En god klat kryddersmør på en god bøf er altid lækkert og cowboy butter er noget af det vildeste kryddersmør jeg længe har prøvet!
Det er lavet med skalotteløg, citron, chili, hvidløg, timian, persille, purløg, paprika og dijonsennep. Det er bare en smagsbombe! Man kan servere det som en smeltet smørsauce eller som blødt smør. Jeg har valgt at servere det som blødt smør, men som en smørsauce hældt over nye kartofler, tror jeg altså også at det er vildt lækkert! Der skal egentlig kun bruges citronskal i smørret, men hvis du vil bruge det til grillet fisk, så kan du med fordel tilsætte citronsaft. Så får du noget virkelig lækkert smør til fx plankelaks.
Jeg har lavet en lidt stor portion, men husk at du kan komme smørret på køl eller i fryseren og så kan det holde sig i rimelig lang tid 🙂
Cowboy butter
Ingredienser
- 100 g blødt smør
- 2 tsk dijonsennep
- 3-4 fed hvidløg
- 1 citron, skallen heraf hvis du bruger smørret til fisk, så kan du med fordel også bruge noget af citronsaften
- 1 skalotteløg
- 1 alm. chili kan erstattes med 1-2 tsk chiliflager
- 1 spsk hakket persille
- 1 spsk hakket purløg
- ½ spsk hakket timian kan erstattes af tørret timian
- 2 tsk sød paprika kan erstattes med røget eller stærk paprika
- salt og peber efter smag
Sådan gør du
- Riv citronskallen og hak løg, hvidløg og chili fint. Hak også krydderurter fint.
- Rør alle ingredienserne til smørret sammen og smag til med salt og peber.