Chebureki – Simpel og fantastisk street food!

4.3K

Som nogle af jer ved, så tilbringer jeg hveranden weekend hen over sommeren på et af Danmarks hyggeligste små markeder, hvor jeg skænker dejlig, lokal øl fra Det Våde Får. Sidste sommer – og igen denne sommer – står der et par søde ukraniske damer på markedet, der server simpel, men rigtig, rigtig god østeuropæisk mad!

Chebureki er en af deres mest populære retter, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Disse lækkerbiskner minder lidt om pirogger og empanadas, men de skiller sig ud ved at være større, fladere og supersprøde, samtidig med at de er bløde indeni. De er ret perfekte til en varm sommerdag i selskab med en kold øl eller sodavand.

Man laver en meget simpel dej med mel, olie, vand og salt (jeg har set opskrifter, hvor man lige smider et shot vodka i, men det har jeg valgt at udlade), ruller den super tynd, kommer fyld på den ene halvdel, folder den anden over, lukker pakken og steger den på en pande i olie. Resultatet er en lækker, varm og sprød pakke med noget simpelt fyld – Oksekød med løg, hvidløg og lidt krydderier er populært, men ost og kål/løg er også super lækkert.

Jeg havde ½ spidskålshoved og en rest hakket oksekød, så jeg lavede begge slags og jeg må indrømme at jeg nok personligt hælder mest til ost og kål 🙂

Chebureki

Lækker og simpel østeuropæisk street food
Antal 8 stk
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 1 time

Ingredienser

Dej

  • 240 g alm. hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 50 ml olie
  • 120 ml varmt vand
  • 1 dl olie til at stege i

Fyld 1 – Spidskål og ost

  • ½ lille spidskål
  • 1 lille løg
  • 20 g smør
  • 1 dl grøntsagsvand
  • ½ dl fløde
  • salt og peber
  • revet ost

Fyld 2 – Hakket oksekød

  • 200 g hakket oksekød
  • 1 lille løg
  • 1 fed hvidløg
  • ½ tsk spidskommen
  • hakket persille
  • salt og peber

Sådan gør du

Dej

  • Bland vand, salt og olie i en skål og tilsæt melet. Ælt dejen godt og form den til en kugle. Dæk skålen med husholdningsfilm og sæt til side, mens du laver fyldet.

Fyld 1 – Spidskål og ost

  • Hak spidskål og løg fint.
  • Kog kålen i letsaltet vand i max 3 minutter og dræn vandet fra i et dørslag. Gem 1 dl af vandet.
  • Smelt smøret på en panden og sauter løg og kål til løgene er blanke. Tilsæt fløde og ½ dl grøntsagsvand og lad det stille og roligt koge ind ind til kålen og løgene er bløde og let stuvede. Du kan evt. tilsætte lidt mere grøntsagsvand. Der skal være meget lidt væske tilbage, ellers bliver dine chebureki bløde! Smag til med salt og peber.

Fyld 2 – hakket oksekød

  • Hak løg og persille fint og pres hvidløg.
  • Bland farsen sammen.

Folde og stege pakkerne

  • Del dejen i 8 stykker og rul dem til kugler.
  • Drys bordet med lidt mel og rul hver kugle ud til en meget flad cirkel.
  • Fordel fyldet på den ene halvcirkel (kål og ost eller oksefars), fold den anden halvcirkel over og knib pakken sammen med fingrerne eller en gaffel.
  • Kom olien på en mellemstørrelse pande og lad den varme godt op. Pakkerne skal være ca halvt i olie, når du steger dem.
  • Kom pakkerne på panden (min pande kunne tage 2 af gangen) og steg dem til de er spørde og gyldne (det er 3-5 minutter på hver side).
  • Lad de færdige chebureki dryppe lidt af på køllenrulle før du serverer dem sprøde, lækre og stadig varme.
Ret: Frokost, Snack
Køkken: Østeuropæisk, Russisk, Ukranisk
Keyword: Hjemmelavet streetfood, Oksekød, Snack, Vegetarisk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk