Krydderurtesmør er altid lækkert, men ramsløgsmør er bare lidt mere lækkert på en eller anden måde. Det er for mig lidt luksusudgaven af persille- og hvidløgssmør og kan bruges til alt det du også ville bruge andet kryddersmør til. Skær et flute midt over og lav ramsløgsflutes til grillaftenen eller kom en klat ramsløgsmør på din bøf – Mmm … Det spiller!
Smørret er hurtigt og let at lave og kan selvfølgelig fryses 🙂
Ramsløgsmør
Lækkert krydderurtesmør til dine flutes eller på en god grillet bøf
Ingredienser
- 15-20 ramsløgblade
- 150 g smør
- revet skal fra 1 citron
- 1 tsk citronsaft
- friskkværnet peber
- lid flagesalt
Sådan gør du
- Tag smør ud af køleskabet, skær det ud i store tern og lad det sidde på køkkenbordet i 20 minutter, så det bliver lidt blødt.
- Skyl ramsløgblade i koldt vand og ryst godt.
- Fjern stikkene og kom bladene i en minihakker. Hak bladene godt.
- Riv citronskallen ned i hakkeren og tilsæt lidt flagesalt og citronsaft. Kom smørret ned i minihakkeren og blend det et par gange, så smørret bliver blandet med ramsløgene.
- Smag til med salt og peber.
- Kom smørret på lidt madlavningsfilm og rul det til 1 eller 2 ruller. Kom i køleskab eller fryseren.