Hvis du leder efter en opskrift på gode brunkager uden de store dikedarer, så er du kommet til det rigtige sted. De her brunkager er lækre, sprøde og holdt rimeligt simple i smagen – kun kanel, nelliker, appelsinskal og mandler.
I et par år har jeg deltaget på Lillerød Juleølfestival, hvor jeg står sammen med bryggeriet Det Våde Får. Vi er enige om, at brunkager og juleøl er et perfekt makkerpar, så det er efterhånden blevet en tradition, at der følger en brunkage med vores juleøl.
Sidste år stod brygmesteren midt i en køkkenombygning, så bagningen blev uddelegeret til mig. Jeg fik logistikchefens (brygmesterens hustru) mors opskrift i hånden – og to poser med kagedåser, for der kommer mange brunkager ud af den her opskrift 😆 Hvor mange afhænger selvfølgelig af, hvor store og tykke du laver dem, men jeg vil skyde på cirka 160 stk.
Brunkagerne blev taget rigtig godt imod – min mor fik også en dåse med hjem, så jeg har selvfølgelig bagt dem igen i år. Og ærligt, folk kan simpelthen ikke få nok af dem.
Brunkager
Ingredienser
- 500 g smør
- 500 g sukker
- 250 g lys sirup
- 130 g mandler
- 2 tsk stødt nellike
- 2 spsk stødt kanel
- 15 g potaske
- 50-75 g kandiseret appelsinskal
- 1 kg mel
Sådan gør du
- Smut og grovhak mandlerne.
- Hak den kandiserede appelsinskal fint.
- Smelt smør, sukker og sirup i en gryde under omrøring, til blandingen er lige under kogepunktet.
- Rør potasken ud i en smule koldt vand, og tilsæt den herefter til gryden sammen med krydderier, mandler og appelsinskal.
- Giv sukkerblandingen et hurtigt opkog, tag gryden af varmen, og lad massen køle lidt ned.
- Vej 1 kg mel af i en stor skål, og tilsæt sukkermassen, når den er lunken. Ælt dejen godt sammen, og form den til 4–5 håndterbare pølser.
- Pak pølserne ind i husholdningsfilm, og læg dem på køl i et par timer – meget gerne natten over.
- Skær dejpølserne i tynde skiver, og læg dem på bagepapir.
- Bag brunkagerne ved 175°C (alm. ovn) i 10–12 minutter.
- Lad småkagerne køle helt af, før du kommer dem i en kagedåse.