Taiwanesisk inspireret okse- og nudelsuppe

4K

Dem af jer, der følger med, ved at jeg elsker at finde inspiration fra alle mulige kulturerer og når det handler om suppe, så kigger jeg hurtigt mod Asien. Deres supper er typisk ikke specielt tunge, men fyldt med smag og tekstur. Der er en grund til at vi alle sammen elsker pho!

Denne opskrift er lavet med oksebov, så ja, den tager tid. Vi snakker 3 timer eller der omtrent. Men resultatet er så også en suppebund med hyper meget smag og noget mørt, mørt kød, der falder fra hinanden, bare du kigger på det.

Den første portion her lavede jeg faktisk med kalvebov, da jeg faldt over en i “red maden” disken samme dag som jeg gik og sukkede efter en nuddelsuppe. Den oprindelige plan med en kylling- og nuddelsuppe røg ret hurtigt ud af vinduet.

Når jeg laver gryderetter, så skærer jeg altid selv mit kød ud. Du får mere for pengene og du kan styre størrelsen på kødstykkerne. Jeg skærer typisk mine stykker ud i noget større lunser end de pre-skårne du finder nede i supermarkedet – og hvis der er nogle rigtig store fedt kanter, så skærer jeg dem ofte fra og kommer dem i gryden først, så fedtet kan smelte. Det giver masser af smag, men husk at tage fedtstykkerne op igen, når de har givet hvad de kan.

Dou ban jian

Hvis man skal lave suppen helt korrekt, så skal der “dou ban jiang” i. Det er en fermenteret bønnepasta med chili, der bruges en del i det kinesiske og taiwanesiske køkken. Jeg har lavet suppen både med og uden og de smager begge lækkert, men der er klart lidt mere power på, når man laver suppen med 😅 Du kan få en stor bøtte hos din lokale asiatiske butik og det er ikke super dyrt. Jeg gav ca 30 kr. for den her.

Det er også ret typisk at man topper suppen med noget syltet. For mit vedkommende blev det dog kun lidt citronchili, jeg syltede i efteråret 😉

Taiwanesisk inspireret okse- og nudelsuppe

En lækker suppe med masser af smag!
Antal 4 personer
Tilb. tid 30 minutter
Simretid 3 timer
Samlet tid 3 timer 30 minutter

Ingredienser

Suppebase og kød

  • 500 g oksebov- eller tykkam skåret i pæne stykker
  • lidt smagsneutral olie
  • 3 fed hvidløg
  • 3 alm. tomater
  • 1 alm. løg
  • 4 forårsløg
  • 1 rød chili
  • 15 g frisk ingefær
  • 3 stjerneanis
  • ½ kanelstang
  • 2 spsk lys sojasauce du kan bruge også bruge alm. sojasauce
  • 1-2 spsk alm. sojasauce
  • 2 spsk risvin kan ersattes med risvineddike
  • 1-2 spsk dou ban jiang (fermenteret bønnepasta med chili) kan udlades
  • 3 laurbærblade
  • 2 spsk oksefond
  • 2 tsk sukker
  • 1 spsk tomatpure kan udlades
  • peber efter smag

Nudler og toppings

  • 150 g nudler
  • 2 tsk sesamolie
  • 2 bok choy
  • 2 forårsløg
  • 1-2 gulerødder kan udlades
  • 1-2 rød chili
  • lidt frisk koriander

Sådan gør du

Suppebase og kød

  • Start med at klargøre dine grøntsager. Pil løg og hvidløg og skær begge i skiver. Skær forårsløg i 3-4 stykker. Skær chilien over på midten og fjern korn. Skræl ingefær og skær i store stykker. Skær tomater i kvarte.
  • Hvis du selv skærer dit kød, så gør det nu. Ellers så hop det her trin over.
  • Varm lidt olie i en pande og giv kødet en god stegeskorpe. Tag det op og sæt til side.
  • Tilsæt evt. lidt mere olie og kom løg, hvidløg, forårsløg, chili og ingefær i gryden og svits dem i et par minutter. Kom tomaterne i og lad dem svitse med i et minuts tid.
  • Hæld risvinen i og rør rundt, så alt hvad der evt. har sat sig fast i bunden kommer fri.
  • Kom kødet tilbage i gryden og tilsæt krydderier, sukker, sojasauce og oksefond. Hæld vand i gryden til det dækker. Skrue ned og lad suppen simre lykkeligt i et par timer til kødet er mørt.
  • Fisk kødstykkerne op af suppen og si resten over i en ny gryde.
  • Smag suppen til. Du kan tilsætte mere risvin, sukker, soja og fond – evt. 1 spsk tomatkoncentrat, hvis du synes at den smag ikke er fremtrædende nok. Hvis suppen generelt bare er for tynd, så kog den lidt ind.

Nudler og toppings

  • Kog nudler efter anvisning til de er lige præcis møre. Efter du har drænet vandet, så bland dem med lidt sesamolie. Det gør at de er lettere at skille fra hinanden og tilføje endnu en lækker smag til suppen.
  • Skræl gulerødder og skær dem i små stave. Skær bok choy i mundrette stykker. Jeg kan personligt godt lide at de har lidt knas, men du kan evt. lige give dem et par minutter i det samme vand, som du kogte nudlerne i. Hak forårsløg og chili.
  • Server suppen med nudler i bunden af skålen, kødstykker, bok choy og gulerødder. Hæld den varme suppe og drys med forårsløg, chili og evt. lidt frisk koriander.
Ret: Hovedret, Pasta, Suppe
Køkken: Asiatisk
Keyword: Krydret, Oksekød, Simremad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk