Jeg elsker klassisk Coq au vin, men der skal også være plads til andre opskrifter med kylling og rødvinssauce 😉
Denne ret er meget mere simpel og tager væsentligt kortere tid, men er bestemt også et bekendtskab værd. Den er fyldt med den gode smag af rødvin, saftige markchampignoner og lækre forårsløg.
Jeg har i dag valgt at servere den med sous vide gulerødder og gule beder og dampet broccolini, men hånden på hjertet, så er klassiske kogte kartofler også helt fantastiske til retten!
Kyllingefilet i rødvinssauce med champignoner og forårsløg
En hurtig dejlig ret, der minder om coq au vin, men tager en brøkdel af tiden.
Ingredienser
- 500 g kyllingebrystfilet
- 1 klat smør til at brune i.
- 200 g markchampignoner
- 2 fed hvidløg
- 4 forårsløg
- 3 dl rødvin
- 1 dl bouillon svampe, grøntsag eller kylling
- 1 spsk saucejævner
- 2-3 tsk sukker
- Salt og peber
- Evt. persille til drys
Forslag til tilbehør
- Kartofler
- Andre rodfrugter
- Broccoli/Broccolini
Sådan gør du
- Rens markchampignoner og halver dem. Rens forårsløgene og skær dem i skiver på ca 3 cm. Hak hvidløg fint.
- Dup fileterne tørre og brun dem hurtigt hurtigt i en gryde.
- Tag kyllingen op af gryden, tilsæt en klar smør mere og sauter svampe, forårsløg og hvidløg i et par minutter. Tilsæt rødvin og lad det lige koge et par minutter. Tilsæt sukker, bouillon og jævner.
- Skru med for varmen, kom fileterne tilbage i gryden og lad det hygge sig i 10-15 min indtil kyllingen er mør.
- Hvis saucen ikke er tyknet nok endnu, så skru op for varmen og lad sauce koge i et par minutter. Så burde den være der. Smag til med salt og peber, drys med persille og server med dit valgte tilbehør.