Hjemmelavet mozzarella på 1 time

41.7K

Efter min succes med muhta (feta på komælk) har jeg gerne ville prøve kræfter med andre oste og mozzarella bliver ofte fremhævet som en af de andre gode “begynderoste”, så den var den næste på min liste.

Jeg besluttede mig for at starte med den simple og hurtige udgave af mozzarella, som kun tager 1 time at lave. Jeg havde læst et par steder at den hurtige mozzarella ofte bliver lidt tør i det i forhold til den friske købemozzarella og det var også tilfældet for min. Det kan både være en god og en dårlig ting. Til en tomatsalat, så vil jeg måske gerne have en vådere og blødere ost, men til pizza, så er den her mozzarella lige i skabet! Rigtig god smelteevne og den strækker sig flot.

Til opskriften skal man bruge citronsyre (kan købes i de fleste større supermarkeder eller matas), osteløbe (som du skal i specialbutik efter) og et godt køkkentermometer. Et osteklæde ville også være en god ide, hvis du vil lave ricotta af vallen.

Mozzarella på 1 time

Hurtig hjemmelavet mozzarella til pizza, lasagne mv.
Antal 3 stykker
Tilb. tid 1 time
Samlet tid 1 time

Udstyr

  • Køkkentermometer

Ingredienser

  • 4 l økologisk sødmælk det er vigtigt at det er uhomogeniseret!
  • 2 tsk citronsyre opløst i 1 spsk kogende vand
  • 1 ml osteløbe
  • tsk salt

Saltlage

  • 600 ml kogende vand
  • spsk salt

Sådan gør du

  • Start med at lave din saltlage, så den kan nå at køle af, før du skal bruge den. Bland salt og kogende vand og køl af.
  • Kom mælken i en stor gryde. Tilsæt den opløste citronsyre under omrøring og varm stille og roligt mælken til 30 grader. Rør et par gange, men ikke noget med at piske.
  • Tag gryden af varmen og tilsæt osteløben og saltet. Rør godt. Læg låg på og gerne et par viskestykker om gryden. Lad osten stå i 15-20 min.
  • Din ost skulle nu gerne have samlet sig og være til at skære i. Konsistensen skulle være lidt hen ad budding. Kom gryden tilbage på varmen og varm op til 42 grader (igen rør et par gange, men ikke for hårdt).
  • Tag gryden af varmen igen og lad den stå et par minutter.
  • Fisk ostemassen ud af gryden med en hulske over i en skål, der kan tåle til at komme i mikroovnen. Du vil få noget valle med, men hæld det meste af det tilbage i gryden.
  • Kom ostemassen i mikroovnen i 30 sek på fuld effekt.
  • Arbejd osten sammen og begynd at strække og vride den. Mere valle vil komme ud, men det vil du beholde i skålen. Vallen skal gerne være så varm, som du kan holde ud at have hænderne i. Når osten har samlet sig, så del den i 3 og arbejd hvert stykke til en blank og elastisk kugle. Du skal nok have skålen i mikroovnen et par gange undervejs for at holde temperaturen oppe og osten blød at arbejde med – dog aldrig mere end 20-30 sek. af gangen.
  • Når du er tilfreds med din ost, så kom den i den afkølede saltlage og sæt i køleskab. Den kan bruges med det samme og burde kunne holde sig i en uges tid.

Noter

Jeg kan på det varmeste anbefale at man bruge den overskydende valle til at lave ricotta med, men ellers kan vallen også bruges som væske i et langtidshævet brød. Det smager også skønt! 
Ret: Ost, Pizza, Tilbehør
Køkken: Italiensk
Keyword: Hjemmelavet ost, Ost, Pizza

Deltag i samtalen

  1. Thue Garde Finnich siger:

    Hvordan gør man traditionelt i forhold til at jeg ikke bruger Micro ovn 😀

    1. Hej Thue
      Well, det handler om at give osten et varmechok, så den kan arbejdes igennem til den har fået den rigtig form, så hvis du ingen mikroovn har, så ville jeg komme noget af vallen fra den store gryde over i en lille kasserolle og give det et lille opkog. Det skal ikke bulderkoge eller noget, men der må gerne komme en lille smule damp op. Kom osten tilbage i vallen og lad den hygge sig i de 30 sek. Så op igen og arbejd videre. Gentag som nødvendigt. Håber det vil fungere for dig!

  2. Anita Neesgaard siger:

    Hvor mange gram mozzarella bliver der ud af det?

    1. Jeg har faktisk ikke vejet den færdige mozzarella (hvilket jeg nok bør gøre, næste gang jeg laver den), men jeg vil sige en 500-600 g.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk