Syrenchampagne

3.3K

En let, lækker og forfriskende hjemmelavet sommervin, der er klar på kun 3-4 uger. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det ikke!

Denne opskrift er lavet med syrener, men den kan også sagtens bruges den til at lave en mousserende vin med hyldeblomster.

Englænderne har en lang tradition for at lave det de kalder “country wine”, “hedge wine” eller “hedgerow wine”. Begrebet dækker over alle mulige forskellige blomster- og frugtvine.

Vi har ikke rigtig et tilsvarende begreb på dansk og da jeg snakkede om det med min mor, kommenterede hun ret tørt at man jo kunne oversætte det til hækvin – Det passer til min sans for humor, så nu hedder det hækvin 😆

Som skæbnen ville det, så havde jeg både lyttet til en lydbog, der snakkede om dandelion wine (mælkebøttevin) og nydt en flaske af en kammerats hjemmelavede hyldeblomstcider et par dage før jeg skulle ud for at plukke syrener til årets portion af syrensaft. Jeg fik høstet i god tid i år og der var mere end rigeligt i min pose og tanken slog mig – Kan man lave vin af syrener? Svaret er ja, det kan man og det er faktisk ret simpelt.

Hjemmelavet mousserende blomstervin er hverken særlig svært eller super tidskrævende (i forhold til arbejdstid). Ja, vinen skal have lov til at stå lidt, men den er faktisk drikkeklar efter 3-4 uger. Min tog lidt over 4 uger at lave og den kan nok godt tåle at stå lidt længere, men det vender vi tilbage til.

I forhold til udstyr, så kan du faktisk godt gå i gang uden de store remedier. Du kan komme meget langt med bare en stor gryde/drinkdispenser, patentflasker og et par spande.

Det værende sagt, så hvis du kan få fingrende i nogle champagneflasker, en kapselpåsætter og kapsler, så gør det, for så er der er en væsentlig lavere risiko for at dine flasker springer (det kan de godt, da der dannes en hel del tryk i flasker, når man laver mousserende vin). En kapselpåsætter koster omkring 150 kr og kan fåes i de fleste bryggeshop. Jeg købte min hos maltbazaren.dk.

Brygtid (og alkoholprocent)

Nu hvorfor bliver jeg ved med at skrive 3-4 uger? Er det det ene eller det andet?

I de fleste opskrifter jeg er stødt på på nettet flasker folk deres blomsterchampagne allerede efter ca. 1 uge. På dette tidspunkt er der stadig en del sukker tilbage i brygmassen og gæringen er stadig i gang. Du bruger altså sukkeret, der stadig endnu ikke er omdannet til alkohol til at gøre vinen mousseren.

Der er som udgangspunktet intet galt i denne metode, men du skal være opmærksom på at det kan være lidt op til vind og vejr, præcis hvor mousserende din vin bliver, da du ikke helt har kontrol over hvor meget sukker der reelt er tilbage i brygget. Dette kommer nemlig an på flere ting, som om der fx er kommet en lille smule vildtgær i dit bryg (hvilket ikke er en dårlig ting!), du er kommet til at tilsætte en smule mere gær end planlagt eller din gryde/dispenser har stået et sted med svingende temperatur. Og hvis der er rigtig meget sukker tilbage, så er der også en større risiko for at dine flasker sprænger.

Min vin var været gæret ud (der var altså ikke mere sukker tilbage for gæret at spise) efter ca. 2 uger. Jeg tilsatte en sukkerlage og flaskede med det samme. På den måde var jeg sikker på præcis, hvor meget sukker, der var til at danne bobler.

Da det var en totalt spontant indskydelse at lave vinen, havde jeg ikke indkøbt det korrekte udstyr til at måle alkoholprocenten, men mine brygvenner gætter på at den holder 6-8%

Gær

Jeg har denne første brygproces bare brugt tørgær. Du kan også bruge en lille kugle af alm. gær. Hvis du har tid og overskud, kan du købe champagnegær. Det vil give dig et mere tørt finish på vinen (siger mine brygvenner) og det er ikke fordi et brev champagnegær koster alverden. Det er bare lige det med at få det hjem 😉 Jeg har dog bestilt noget hjem til et par af mine næste vinprojekter.

Sukker og honning

I de fleste opskrifter på blomstervine vil du finde at de foreslår at man kun bruger alm. hvidt sukker. Jeg har valgt at bruge en lille smule honning, da honning faktisk kun er 80% sukker og af det sukker er det 95%, der kan blive omdannet til alkohol. Så honningen tilføjer lidt ekstra floral smag til vinen, samt en smule sødme, som gæren ikke kan komme til.

Syrenchampagne

En lækker opskrift til at lave din egen syren- eller hyldeblomstchampagne
Antal 4 flasker (af 750 ml)
Tilb. tid 2 timer
Hviletid 28 days
Samlet tid 28 days 2 timer

Udstyr

  • 1 stålgryde/drinkdispenser på min. 5 l
  • 4 flasker af 750 ml patentflasker eller champagneflasker og kaspler

Ingredienser

Syrenvin

  • 20-25 klaser syren
  • 540 g alm. sukker
  • 100 g honning
  • 1 l kogende vand
  • 60 ml citronsaft svarer til ca 1-1½ citron
  • 2,8 l koldt vand
  • 1 knivspids tørgær alm. gær eller champagnegær

Sukkerlage til efterkarbonisering

  • 30 g alm. hvid sukker
  • 1 dl kogende vand

Sådan gør du

  • Bland sukker, honning og kogende vand i din stålgryde/drinkdispenser og lad køle lidt af.
  • Pluk syrenblomsterne fra deres stilke. Du vil have så lidt grønt med som muligt, men en lille smule er ikke verdens undergang.
  • Tilsæt blomsterne til din gryde/drinkdispenser og tilsæt samtidig citronsaft og koldt vand. Dæk med låg/top (uden at skrue den lukket) og lad den stå i 2 dage ved stuetemperatur.
  • Efter de 2 dage kigger du til din vin. Hvis du er (meget) heldig er din vin begyndt at spontangære og du vil se små bobler og kunne dufte en smule gær. Hvis ikke, så er det nu at du tilsætter en smule gær. Rør blidt rundt i gryden et par gange for at fordele gæren.
  • Lad vinen sidde i 12 dage mere. Du må gerne tjekke til den fra tid til anden (det er svært ikke at gøre), men stik ikke hele næsen ned i gryden. Hvis du vil smage, så skold en ske og tag en prøve.

Flaskning

  • Skold en beholder, der er stor nok til at indholde vinen og si nu vinen ned i den. Du kan nøjes med en god fin køkkensi, men hvis du har mulighed for det så brug et osteklæde.
  • Lav din sukkerlage og bland den med din vin.
  • Skold dine flasker godt og flask din vin.
  • Kom flaskerne i en spand og kom et tungt håndklæde henover. Hvis du kan stille dem i en udestue eller bryggers, så meget desto bedre. Lad flaskerne stå ved stuetemperatur i ca. 14 dage.
  • Tillykke, din vin er drikbar! Køl den godt af, før du åbner flasken.

Noter

Din vin vil, med al sandsynlighed, klare og udvikle sig smagsmæssigt over de kommende måneder. Jeg synes personligt at den ramme toppen efter 2-3 mdr. 
 
Opskriften kan også bruges til at lave hyldeblomstvin. 
Ret: Drinks
Køkken: Dansk, Engelsk, Europæisk
Keyword: Hækvin, Sommer

Deltag i samtalen

  1. Hej Cecilie
    Har du egentlig fået rodet dig ud i flere omgange syrenchampagne? Jeg er ret begejstret for konceptet … men man lærer altid noget anden eller tredie gang man laver den slags.
    Og-øh … hvordan hænger det sammen med 2,8L koldt vand (som jeg ikke lige kan lure hvornår du tilsætter), og så 1L kogende vand … det gi’r 3,8L vand, men du fordeler det på 7 flasker á 0,75L, i alt lidt over 5 liter?
    Mvh Bo Miller

    1. Hej Bo
      Ikke endnu, men jeg ser meget frem til sommeren, hvor jeg klart skal lave mere! Jeg lavede en større portion den første gang og det er nok også derfor jeg kom til at skrive 6 flasker. 4 flasker er nok mere rigtigt med de mængder. Det kolde vand tilsætter jeg samtidig med citronsaften og blomsterne. Tak for at gøre mig opmærksom på mine småfejl. Jeg har nu rettet opskriften.

      Vinen bliver kun bedre og bedre. Vi åbnede en flaske til min mors fødselsdag her i januar og den smagte dejligt. Jeg har lavet hyldeblomstbobler, brugte en lidt anden opskrift for at teste og den blev lige syrlig nok, så jeg vil nok lave hyldeblomst bobler med den her opskrift næste gang. Jeg har lavet stikkesbærvin og brombærvin. Jeg har store forhåbninger til brombærvinen. Et andet projekt jeg har i tankerne er at lave en sød abrikosdessertvin. Det skal nok blive sjovt.

      Mvh
      Cecilie

      1. Bo Miller siger:

        Hej Cecilie
        Ok, tak for svar. Værd at pusle videre med. Cheers!
        Mvh Bo

  2. Victoria siger:

    Hej Cecilie.
    Er i gang med at prøve din syrenchampagne opskrift. Er lidt i tvivl om, hvor når man kommer propper på vinen?
    Vh Victoria

    1. Hej Victoria
      Dejligt! Jeg lavede en portion syrensaft i går og vil sætte et bryg syrenchampagne over i morgen.
      Jeg forstår godt at du er lidt i tvivl om hvornår du propper vinen. Jeg lader den gære stort set helt ud i min brygspand (det tager ca. 14 dage). Så tilsætter jeg en sukkerlage, hælder vinen på flasker og propper den. Det var metoden mine brygvenner anbefalede.

      Du kan godt godt vælge at proppe vinen efter kun 1 uge, altså før den er gæret helt ud og lade restgæret skabe boblerne for dig. Det er der rigtig mange, der gør, når de laver hyldeblomstchampagne og det gør opskriften, der inspirerede mig faktisk også. Du kan se hendes metode med video her: https://www.youtube.com/watch?v=Ru5nfeJh-yQ

      Jeg håber at det hjælper.

      Mvh
      Cecilie

      1. Victoria siger:

        Hej Cecilie.
        Tror at jeg har forstået. Min vin er nu idag kommet på flasker, og står nu nede i mit bryggers. Det bliver spændende. Den smager godt. Men den liner en gang frisk lavet æblejuice farvemæssigt. Men bliver det en succes. Så bliver produktionen udvidet til næste år. Ellers prøver vi igen :o)
        Vh
        Victoria

        1. Hej Victoria
          Jeg håber at det lykkes for dig. Hvis den allerede smager godt, så er du jo godt på vej. Den skal nok klare i flasken, takt med at der bliver dannet bundfald og bobler. Vinen er meget lys – og det kommer selvfølgelig også an på hvor mørke dine syrener er. Jeg er så heldig at have adgang til de helt mørke lilla og selv med dem, så bliver det en meget sart og lys tone.
          Mvh
          Cecilie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk