Hjemmelavet iste

7.2K

Jeg ELSKER et glas koldt, læskende iste, men jeg har aldrig rigtig fået ramt den der heeelt perfekte smag, når jeg har prøvet at lave den selv. Jeg har prøvet alle mulige forskellige metoder med friske bær, virkelig dyr te, koldbrygning, hjemmelavet sirup mv. Det ville bare ikke gå op i en højere enhed for mig.

Forleden sad jeg og googlede iste-opskrifter og faldt over en dansk medblogger, der i en periode havde arbejdet hos Dalle Valle og svor til deres opskrift på iste: god, men ikke super dyr earl grey te, Monin ferskensirup og citrus. Min første tanke var “ej, det kan ikke være så simpelt”, men jeg må indrømme, at idéen havde bidt sig lidt fast, og jeg endte med at blive enig med mig selv om, at det jo ikke kunne skade at prøve. Jeg futtede ned til min lokale Skjold Burne, hvor de ikke havde Monin med fersken, men til gengæld havde de Monin med abrikos. Jeg tog chancen og købte den med abrikos.

Som I nok kan gætte, så gik alt godt, og jeg har nu min absolutte go-to-opskrift på iste 😀 Efter de første to glas iste hoppede jeg på nettet og bestilte fluks Monin med passionsfrugt og lemon.

Opdatering: Siden har jeg prøvet mig igennem en del forskellige sirupper. Abrikos spiller stadig bedst for mig, men fersken, passionsfrugt og hindbær er også fantastiske. Og så er det citrussen, der runder det hele af: lime giver en blidere smag, citron en skarpere.

Er du til noget med lidt mere power, så prøv min fersken iste sangria.

Hjemmelavet iste

Nem hjemmelavet iste med earl grey, frugtsirup og lidt citrus – prøv med abrikos, fersken, passionsfrugt eller hindbær.
Antal 1 L
Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 6 minutter
Afkøling 2 timer
Samlet tid 2 timer 11 minutter

Ingredienser

  • 1 L vand
  • 2 breve earl grey te jeg bruger bare Pickwick
  • Monin frugtsirup efter smag fx abrikos, fersken, passionsfrugt eller hindbær
  • lidt lime eller citron lime for en blidere smag, citron for en skarpere
  • isterninger

Sådan gør du

  • Kog vandet, og lad teen trække i 5-6 minutter i en karaffel eller kande.
  • Fjern tebrevene, og sæt teen i køleskabet, til den er helt kold – ca. 2 timer.
  • Tilsæt sirup efter smag, og rund af med lidt citrus.
  • Giv isteen en tur i en shaker med lidt is, hæld den i et glas – og nyd, nyd, nyd!
Nøgleord: Alkoholfri, Drinks, Iste, Sommer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2026. All rights reserved.
Luk