Kartoffel-porresuppe er en af de nemmeste og billigste supper, jeg kender. Første gang, jeg lavede den her udgave, var en kold vinterdag, hvor jeg fik lyst til noget varmt, men ikke alt for tidskrævende, fordi jeg havde en del arbejde at se til. Jeg havde kartoffel-porresuppe lidt i tankerne, og da jeg så friske danske porrer til under 5 kr. stykket i supermarkedet, var jeg solgt. Suppen er klar på 40 minutter og bliver cremet og mild med lidt fløde og creme fraiche.
Hvid eller grøn suppe?
Jeg bruger normalt hele porren, da toppen giver dejligt med smag, men den farver også godt, så hvis du vil have en meget gul suppe, så skal du kun bruge det hvide af porren. Jeg har personligt ikke noget imod et lille grønligt skær, men sådan er vi så forskellige.
Creme fraiche eller citron?
Jeg bruger creme fraiche til at tilføje lidt syre til retten, men jeg har også set andre opnå det samme med en lille smule citron- eller appelsinsaft. Eller man kan helt udelade det. Suppen smager stadig dejligt.
Hvad kan man drysse på?
Sprød bacon, fintrevet cheddar, hakket persille og en ekstra klat creme fraiche er mine favoritter. Sprøde hjemmelavede croutoner passer også perfekt, og så har du lidt at tygge på i den cremede suppe.
Kan man fryse kartoffel-porresuppe?
Ja, når suppen er blendet, kan den fryses i ca. 3 måneder. Rør godt rundt, når du varmer den op, og tilsæt evt. lidt vand, hvis den er blevet for tyk. Mangler du flere supper, så prøv min tomatsuppe eller grøntsagssuppe.
Kartoffel-porresuppe
Ingredienser
Suppe
- 500 g kartofler
- 1-2 porrer
- 1 alm. løg
- 2 fed hvidløg
- lidt smør
- ½ L grøntsags- eller kyllingebouillon
- 1 dl fløde
- 1 spsk creme fraiche kan udelades
- salt og peber
Drys
- Sprød bacon
- Fintrevet cheddar
- Hakket persille
- Mere creme fraiche
Sådan gør du
- Skræl og skær kartofler i grove stykker. Rens og hak porrer, løg og hvidløg.
- Sauter porrer, løg og hvidløg i lidt smør i en stor gryde til løgene bliver blanke. Kom kartoflerne i, og sauter et par minutter mere. Tilsæt bouillon og lad retten simre under låg i ca. 20 minutter til kartoflerne er møre.
- Blend suppen (jeg bruger bare en stavblender) og smag til med fløde, fraiche, salt og peber. Hvis suppen føles lidt "sej" i det, så tilsæt lidt mere vand. Det burde gøre tricket 🙂 Drys med dit favorittilbehør og hyg.