Hvis der er en ting, der kan rivalisere min kærlighed til en stor beskidt bøf, så er det min passion for hjemmelavet pasta. Jeg elsker, elsker, elsker en god portion pasta! Disse raviolier er fyldt med ricotta med krydderurter, parmesan og en lille smule citrus – Nogle gange et par finthakkede pinjekerner eller cashewnødder, hvis jeg har dem.
Prikken over i’et er de stegte salvieblade og salviesmørret, jeg tilføjer til allersidst. Selv hvis du ikke er en fan af salvie, så prøv at stege bladene og smag på et. De er supersprøde og smager helt anderledes end de friske.
Man kan godt lave pasta uden en pastamaskine. Det vil kræve en del håndkraft med kagerullen, men jeg har gjort det. Du vil rulle pastaen så tynd at den begynder at blive gennemsigtig, men ikke alt for fin. Det er lidt svært at forklare. Prøv dig frem til du rammer den struktur, der gør dig glad.
Hjemmelavet ravioli med ricottacreme og salvie
Ingredienser
- 3 æg
- 300 g mel
- 250 g ricotta
- godt med revet parmesanost grana padona kan også bruges
- revet skal af en citron
- friske krydderuter fx. persille, timian og basilikum
- 1 håndfuld salvieblade
- godt med smør
- salt og peber
Sådan gør du
Ricottacreme
- Hak krydderurter fint og bland med ricotta, revet citronskal og ca ½ dl parmesan. Smag til med salt og peber.
- Jeg bruger normalt ca ½ potte af timian, basilikum og persille til mit fyld, men smag dig frem.
Pasta
- Bland mel og æg og ælt pastaen længe og godt. Pak den ind i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i ½ time.
- Del pastaklumpen i 4 stykker og kør dem igennem maskinen indtil pastaen har en rigtige tekstur. Rul dejen igennem maskinen indtil fine og tynde plader. Jeg foretrækker til indstilling 6 eller 7 på min gamle Atlas pastamaskine. Husk at drysse bordet med mel, så pastaen ikke hænger fast!
- Fordel fyldet i små klatter med gode mellemrum på den ene halv del af en plade. Pensl med en lille smule vand i kanterne og fold den anden halvdel hen over. Tryk pastaen sammen i siderne og skær raviolierne med en kniv.
- Læg raviolierne til side i lidt mel, så de ikke klistrer sammen og gentag processen til du løber tør for fyld.
- Kog pastaen i rigeligt saltet vand i 5-8 minutter.
Sprød salvie og salviesmør
- Steg salviebladene i godt med smør ved middelvarme indtil de bliver sprøde. Du vil ikke have at smørret brænder for meget på.
- Server pastaen med salviesmør, revet parmesan og salvieblade.