Nogle gange går jeg længe og tænker over en opskrift og andre gange, så finder jeg på noget lidt på stedet. Sådan tror jeg det er for mange af os, men når jeg finder på ting på stedet, så er det bare om at få skrevet noget ned før jeg glemmer en ingrediens eller to.
I dag var retten improviseret. Jeg havde egentlig planer om at lave en god omgang pasta alla puttanesca, men da ejeren af den lokale grønthandler/delikatesse, kom et par bøtter ricotta og en 50% fløde i min pose (det var sidst på dagen og sidste salgsdato), så kunne jeg jo godt se at jeg måtte ændre mine planer 😆
Det skulle stadig være en pastaret og en hurtig en af slagsens. Ricotta og citron går hånd i hånd i mange pastaretter og rucola kan lide dem begge. Resten af opskriften kom lidt sammen ved at kigge i køleskabet. Så der blev tilføjet forårsløg, lidt semi-dried tomater (både for sødme og farve) og lidt parmeskinke til at runde retten af med.
Alt i alt var jeg rigtig tilfreds med min hurtige pastaret. Den var fed, men også frisk og mættede dejligt.
Man kan godt holde retten vegetarisk og udskifte hønsefonden med grøntsagsfond og droppe parmaskinen.
Pasta med ricottasauce og parmaskinke
Ingredienser
- 200-250 g pasta
- 1 tsk olivenolie
- 2 forårsløg
- 100-125 g ricotta
- ½ dl rosevin hvidvin ville være mere traditionelt, men nu havde jeg en rose åben
- ½-1 dl hønsefond smag til undervejs
- lidt revet citronskal kan udlades
- lidt citronsaft smag til undervejs
- revet parmesan
- 1 håndfuld semi-dried tomater
- 3 store hånfdulde rucola
- grofthakket bredbladet persille
- 2-3 skiver parmeskinke en god serrano kan også bruges
- salt og peber
Sådan gør du
- Sæt pastaen over og kog efter anvisning. Gem lidt af pastavandet!
- Hak forårsløg i store stykker og sauter i lidt olivenolie i et minut eller to.
- Tilsæt vin og lad det boble et øjeblik. Tilsæt fond, citronsaft og ricotta og rør godt, skrue ned og lad det simre i et øjeblik. Tilsæt lidt parmesanost og smag efter. Juster med fond, ricotta, citronsaft og parmesan ind til du er glad for saucen. Den må gerne være en anelse kraftigere end du måske vil kunne lide det. Husk at det skal balancere med pastaen.
- Vend lidt pastavand i saucen. Kom evt. lidt frisk peber i saucen og smag til.
- Tilsæt pasta og semi-dried tomater og vend godt. Vend rucola i retten.
- Server med parmaskinke, lidt mere parmesan og hakket persille.