En cheese- og moussekage med 3 lag af passionsfrugt? Ja, det er hvad der sker når jeg ikke kan beslutte mig for hvilken slags kage jeg vil have på min fødselsdag, udover altså at den skulle være med passionsfrugt 😉
Du skal elske passionsfrugt, for ellers bliver den her kage alt for voldsom i smagen. Jeg mener dog at ideen med at kombinere en bagt cheesecake og en moussekage er super lækkert og der er sådan set ingen begrænsninger for hvilke smage du kan vælge at bruge, så jeg vil prøve at komme med et par forslag til andre smagskombinationer jeg også tror kunne være lækre.
Jeg snyder og køber for det meste 1 l passionsfrugtpuré. Det er noget lettere end at blende og si en masse passionsfrugter. Man kan fx. købe frossen passionsfrugtpure. Vælger du at kaste dig ud i denne opskrift med friske passionsfrugter, så husk at mine mål er efter kernerne er siet fra, men at der også typisk er tilsat 10% sukker i de passionsfrugtpuréerne man kan købe, så du skal måske justere mængden af sukker lidt. Her tænker jeg især på mousse- og gelelagene.
Jeg har pyntet kagen med lidt guld og bronzestøv, hasselnøddekrokant og tørrede blomsterblade.
Passionsfrugt cheesecake med lime-passionsfrugtmousse og passionsfrugtgelé
Ingredienser
Bund
- 125 g digestive kiks
- 75 g smør
- 1 spsk sukker
Ostecreme
- 1 pakke flødeost 200 g
- 75 g rørsukker
- ½ stang vanilje
- 1 spsk passionsfrugtpuré
- ½ dl cream fraiche 38%
- 1 æg
Lime-passionsfrugtmousse
- 60 g sukker
- 75 ml passionsfrugtpuré
- Saften fra 1 lime
- Lidt revet limeskal ca ½ lime
- 4 blad husblas
- 3 dl fløde
Passionsfrugtgele
- 60 g sukker
- 200 ml passionsfrugtpuré
- 2 blad husblas
Sådan gør du
Bund og bagt ostecreme
- Forvarm ovnen til 190 grader og sæt en bradepande med vand ind i ovnen. Det vil hjælpe med holde kagen fugtig, så den ikke sprækker under bagning.
- Knus kiksene fint og bland med smør og sukker.
- Bekæld bunden af formen med bagepapir, fordel massen jævnt og bank den fast med fx en kop.
- Bag bunden i 10 minutter.
Ostecreme
- Rør flødeosten blød med sukker og vanilje. Det er nemmest at røre med et stort piskeris, men du må endelig ikke piske blandingen.
- Rør æggene i, et ad gangen, og til sidst creme fraiche og passionfrugtpuré.
- Bag kagen midt i ovnen til den så småt er begyndt at stivne i kanten, men stadig blævrer i midten. Det tager cirka 30 minutter. Den vil se noget ubagt ud, men det er meningen, så lad endelig være med at bage den yderligere. Sluk ovnen og lad kagen stå derinde i 20-30 minutter før du tager den ud. Den vil synke i midten, det er også meningen.
- Kom kagen i køleskabet og lade den sætte sig – Natten over, hvis du kan, men ellers burde en time være nok. Hvis du kommer moussen på lige med det samme, vil cheesecake laget blive most sammen og så er der ikke rigtig så meget ved det.
Lime-passionsfrugtmousse
- Udblød husblas i koldt vand. Vask, tør og riv lime. Pres limesaften og varm den i en lille kasserolle sammen med passionsfrugtpuré, sukker og limeskal til sukkeret er helt opløst. Knug vand fra husblas og opløst i sukkerlagen.
- Sæt til side og lad køle til lillefingertemperatur. Du skal have ca. 1½ dl.
- Pisk flødeskum let og luftigt og vend med sukkerlagen. Ikke piske, vend blindt! Smag til undervejs. Hæld mousse udover kagen og lad sætte i mindst en time i køleskab, gerne to.
Passionsfrugtgelé
- Kog passionsfrugtpuré og sukker op indtil sukkeret er helt opløst. Udblød det andet blad husblas i koldt vand. Knug vandet fra husblassen og smelt det i puréen.
- Lad geléen køle ned til ca. 40 grader og hæld den over kagen. Lad den hvile natten over, pynt hvis du har lyst og nyd med venner og familie 🙂
Noter
Udskift passionfrugtsaften i cheesecaken med Irish cream (fx. Baileys). For at lave moussen, så kom 100 g frosne hindbær i gryden med lime, limeskal og sukker og kog stille og roligt til du har en hindbærgrød, hvor bærrene er helt smattet ud. Si for at fjerne kornene og rør den udblødet husblas i den stadig varme sauce. Hvis den er blevet lidt kold, så varm den op igen, før du kommer husblas i. Køl af og vend med flødeskum. For at lave hindbærgelé, så kom 250 g hindbær i en gryde med sukkeret og kog til det er en grød. Si og rør den udblødet husblas i. Vaniljecheesecake med limemousse og brombærgelé
Udskift passionfrugtsaften i cheesecaken med piskefløde og kom kornene fra en hel i stedet for ½ vaniljestang i. Til limemoussen, gætter jeg på at man skal bruge 3 limes i stedet for en og lidt mere limeskal og lidt mere sukker. Juster dig frem til hvad du synes smager godt. Husk at du vil blande saften med flødeskum, som er ret sød, så den må gerne være en anelse mere syrlig end du foretrækker, før du blander den med flødeskummet. For at lave brombærgelé, så kom 250 g brombær i en gryde med sukkeret og kog til det er en grød. Si og rør den udblødet husblas i.