Jeg har længe været glad for at bage med havre, men det er først for nyligt at jeg har kastet mig ud i at bage med havregrød. Det giver nogle super lækre og saftige boller med en god skorpe. De er også både nemme at lave og kan holde sig en dag eller to længere end de fleste andre boller, før de bliver kedelige.
De er koldhævede, så du skal lige væbne dig med lidt tålmodighed, men gode ting er værd at vente på – selvom det nogle gange kan være lidt svært 😉
Jeg har bagt bollerne med 50/50 fint og groft fuldkornshvedemel fra Nordsjællands Fællesmølleri. Jeg fik en kasse af deres produkter til at lege med og måske skrive noget om. Deres korn er stenmalet, således at der bedst muligt bevares vitaminer, mineraler og protein i melet. Det resulterer i mel med masser af smag.
Det værende sagt, så kan du sagtens bruge andet mel, som fx grahamsmel eller alm. fuldkornshvedemel.
Når det kommer til brødbagning, så har jeg det med at bruge det surmælksprodukt jeg lige har i køleskabet. I dag var det creme fraiche, men man kan også sagtens bruge yoghurt, tykmælk, fromage fraiche eller ymer.
Havregrødsboller
Ingredienser
Havregrød
- 2 dl havregryn grov valsede
- 4 dl vand
Resten af dejen
- 10 g gær
- 1 dl vand fingerlunt
- 2 dl creme fraiche kan erstattes af andre surmælksprodukter
- 2 spsk hørfrø kan udlades
- 1 spsk honning
- 2 tsk salt
- 400 g stenkværnet hvedemel kan erstattes med grahamsmel eller alm. fuldkornshvedemel
Sådan gør du
Havregrød
- Bland havregryn og vand og kog op i et par minutter på komfuret eller i mikrobølgeovnen. Hvad end du nu plejer.
- Lad grøden køle lidt af.
Bollerne
- Opløs gør i vand og tilsæt cremefraichen. Tilsæt herefter langsomt havregrøden til det hele er godt blandet. Tilsæt salt, honning og hørfrø. Kom til sidst melet igen og rør dejen godt. Den er rimelig våd, men det er meningen!
- Stil dejen til at hæve på køkkenbordet. Gerne 12 timer, men natten over kan også gøre tricket.
- Form bollerne med en ske og kom dem på en bageplade beklædt med papir og lad dem efterhæve i ca. 20 minutter.
- Forvarm ovnen til 200 grader varmluft / 225 grader alm.
- Drys med fx mel eller havgryn eller en kombination af havregryn og hørfrø. Du kan se de forskellige resultater på opskriftsbilledet.
- Bag bollerne i 15-20 minutter til de begynder at tage farve og lyder hule, når du banker den på bunden.
- Lad bollerne køle lidt af på en rist, før du gufler dem ned med fx smør og marmelade.