Svinemørbrader er nogle herlige størrelser. Man kan putte så mange forskellige ting i dem. I dag havde jeg persille, creme cheese og serranoskinke ved hånden, så det var hvad jeg kom i. Nu sidder der sikkert en herre eller to og tænker: “Hun skulle da have svøbt dyret i skinke, ikke brugt skinken som fyld! Uhh eller måske begge dele!”. Det kan man jo bestemt også, men nu havde jeg altså kun lige et par skiver serranoskinke ved hånden og så improviserede jeg – og det smagte dejligt 😀 De lune radiser er et rigtig godt modspil til kødet. Prøv det!

Ingredienser
1 afpudset svinemørbrad
1/4 bundt bredbladet persille
15 g smør
3/4 dl vand
1-2 tsk hønsefond
1-2 spsk neutral creme cheese
2 stykker serranoskinke
1-2 spsk madlavningsfløde
Snor
½ kg små vaskede kartofler
15 radiser med top
1½ spsk æblecidereddike
1/4 dl olie (gerne koldpresset)
½ tsk honning
Salt og peber
Fremgangsmåde
Forvarm ovnen til 200 grader. Bred skinkeskiverne ud på en plade med bagepapir og bag dem gyldne og sprøde i 6-8 minutter.
Skær mørbraden op og bank den flad mellem to fryseposer – brug en tung ikke for stor gryde eller en kødhammer. Skyl og hak persillen groft. Krydr mørbraden indvendigt og udvendigt med salt og peber. Smør creme cheesen i et tyndt lag på mørbraden og drys med persille og serranoskinken revet i mindre stykker. Rul kødet sammen og snør dem med snor.

Sæt kartoflerne over i vand tilsat 1 tsk salt og kog dem ca. 20 min. Smelt smørret i en stegegryde og brun mørbraden på alle sider til den har en flot brun farve. Hæld fond og vand ved og grydesteg under låg i 6-7 minutter, vend kødet og steg videre i yderlige 6-7 minutter. Tag mørbraden op og giv skyen et opkog. Tilsæt fløde og smag til med salt og peber. Skyl og nip bunden af radiserne tag de største blade af og lad de mindste blive siddende. Halver radiserne og kom dem i en gryde. Tilsæt eddike, olie og honning, varm igennem i 1-2 minutter. Smag til med salt og peber og server lune og sprøde.