Beef, ale and mushroom pie

4.9K

På en mørk og stormfuld (eller bare våd og småblæsende) aften er der ikke noget som simremad. Der findes adskillige dejlige gryderetter og i dag valgte jeg at kaste mig over en af klassikerne fra det britiske køkken; Beef and ale (eller i dette tilfælde beef, ale and mushroom) pie. Det er simpelthen en af de dejligste retter i verden, men heldigvis tager den lidt tid at lave, siden jeg ellers ville lave den alt for ofte! Og der er bare noget lækkert og lidt dekadent ved at lave en kødtærte, hvor opskriften kalder på at man har ekstra sovs ved siden af.

I dag valgte jeg at gå all in på stivelsen og lavede kartoffelmos (og stegte rosenkål) som tilbehør – Fordi det skal man altså også have lov til fra tid til anden 😉

Som I kan se på billederne så kan man både portionsanrette små individuelle tærter eller man kan lave en stor tærte. Opskriften er på en stor tærten, men principperne og bagetiden ændres ikke ved at lave små tærter.

5 fra 1 stemme

Beef, ale and mushroom pie

Skøn og varm efterårsmiddag
Antal 4 personer

Ingredienser

Oksegryde

  • 10 g tørret Karl Johan svampe
  • 2 spsk olie til stegning
  • 800 g oksekød i tern fx tykkam eller bov
  • 2 store grofthakkede løg
  • 4 store grofthakkede gulerødder
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk rørsukker
  • 5-6 spsk alm. hvedemel
  • 300 ml mørk ale
  • 300 ml oksebouillon
  • 1 lille rød chili kan udlades
  • Et lille bundt persille
  • Et lille bundt timian
  • 4-5 laurbærblade
  • 200 g bacon
  • 200 g halverede champignoner
  • Salt og peber

Tærte

  • 250 g koldt smør
  • 650 g hvedemel
  • 300 ml isvand
  • 1 æg til pensling

Sådan gør du

Oksegryde

  • Overhæld Karl Johan svampene med kogende vand (ca 100 ml) og lad det trække overdækket i 25 minutter.
  • Find en stor gryde frem og varm 1 spsk olie godt op. Brun kødet godt og fisk det op ad gryden igen. Tilsæt resten af olien, skru lidt ned for varmen og sauter løg, hvidløg og gulerødder i ca. 5 minutter.
  • Hvis du bruger chili, så flæk chilien, fjern lameller og frø og smid den ned i gryden.
  • Knug væden fra Karl Johanerne (men smid endeligt ikke opblødningsvandet ud), smid dem i gryden og sauter et minuts tid.
  • Tilsæt sukker og mel og vend godt til det hele er ordentligt blandet sammen.
  • Hæld kød og tilhørende kødsaft tilbage i gryden. Hæld nu øl, opblødningsvandet (med undtagelse af de sidste dråber med bundfald) og bouillon i. Rør godt.
  • Bind timian og persille sammen til en lille suppevisk og tilsæt den og laurbærbladene. Skrue ned for varmen og lad retten simre i 2-2½ time til kødet falder fra hinanden.
  • Hvis du har brugt chili, så fisk den op nu.
  • Når simreretten er ved at være klar, så steg bacon på en pande og sæt til side. Sauter champignonerne i baconfedtet til de begynder at væske og hæld dem i gryderetten. Smag den til med salt og peber. Husk at fiske suppevisken og laurbærbladene ud af gryderetten!
  • Du kunne sådan set godt stoppe her med en dejlig gryderet, men nu hvor du er i gang med en klassiker, så prøv at lave den tærte 😉

Tærte

  • Smuldr smør med mel og tilsæt isvand og ælt til det bliver en lind dej. Indpak i film og læg i køleskabet i mindst 1 time (det kan laves i op til 2 dage før).
  • Forvarm ovnen til 200 grader.
  • Find en tærteform på 24-28 cm frem. Smør den godt og drys let med mel.
  • Del dejen i to og rul den ene ud til bunden. Det skal være en lidt tykkere tærtebund end du måske er vant til fra søde desserttærter. Beklæd tærteformen.
  • Du skal nu fylde tærten. Brug en hulske, så du får fyld og kun lidt væske til at fylde tærten med. Der burde være fyld nok til lige at toppe tærten godt af og have 2-3 dl sovs til overs til at kunne bruge ved siden af.
  • Rul resten af dejen ud. Pensel siderne af tærten let med pisket æg og læg låg på tærten. Det gør ikke noget hvis den går lidt i stykker. Jeg synes personligt at det lidt rusikke er lidt mere charmerende at se på end den perfekte tærtetop. Pensel med æg og bag i 40 min.
  • Lun den overskydende sovs op og server tærten med sovs og evt. noget grønt.

Noter

Du kan med fordel lave en dobbelt portion af oksegryden og fryse den ene halvdel ned til en anden god gang. 
 
Frisk chili kan erstattes af chiliflager og frisk timian kan erstattes af tørret timian
Ret: Hovedret
Køkken: Engelsk
Keyword: Efterår, Oksekød, Øl, Ølbraiseret, Tærte, Vinter

Deltag i samtalen

  1. Helle Siewertsen Tányimboh siger:

    5 stars
    Hejsa:-)
    Hele familien elskede opskriften og jeg havde det sjovt med at lave den for 1 1/2 uge siden. Har lige hentet vores 16 årige søn hjem fra efterskole til weekenden og det første han spurgte om var, kan vi få den kødtærte igen …… det er da en super reference:-)
    Vi elsker opskrifter der giver smag og har intet imod at det kan tage timer eller dage at lave dem.

    1. Hej Helle
      Sikke en dejlig besked at kunne gå på weekend med 🙂
      Det er skønt at høre at den er et hit hos hele familien.
      Nu er jeg jo kun endnu mere motiveret til at tilbringe i aften med at skrive nogle nye opskrifter ind.

      1. Ingen ingredienser eller tiltag er en forhindring for os …. vi elsker vietnamesisk og græsk mad og meget andet og mangler opskrifter fra egne himmelstrøg, der kan konkurrere med disse “smagsbomber” …. din opskrift gav os håb i.f.t. “lokale” opskrifter
        Hilsen Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk