Mirabelle og passionsfrugt er måske ikke er den mest oplagte kombination, men jeg er ret pjattet med passionsfrugt og havde tilfældigvis en rest passionsfrugtsaft med i sommerhuset, og inspirationen slog mig. Måske var det noget så basalt som farven? Jeg plukkede en stor skål smukke gule mirabeller og i solen kan de godt lede tankerne sydpå.
Under alle omstændigheder, så spiller kombinationen virkelig! De meget søde mirabeller bliver virkelig piftet op af syren fra passionsfrugten og giver kompoten lidt mere kant og finesse end en klassisk mirabellekompot har. Jeg har her bare hældt kompotten over god vaniljeis, men jeg forestiller mig at den også ville være ret fantastisk i fx en trifli.
Mirabelle- og passionsfrugtkompot
Ingredienser
- 350 g mirabeller
- 2 passionsfrugt saften heraf
- 1 dl sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 spsk vand
Sådan gør du
- Skyl mirabellerne og udsten dem med en lille kniv.
- Skær passionsfrugterne over og skrap kødet ud. Giv kødet en tur med en stavblender og si det fri af kerner.
- Kom mirabeller, passonsfrugtsaft, sukker, vanijesukker og vand i en lille gryde og kog det op i 5-10 minutter.
- Kom i et skoldet glas og lad køle det køle helt af på køkkenbordet, før du kommer glasset i køleskabet.