Jeg ELSKER et glas koldt læskende iste, men jeg har har aldrig rigtig fået ramt den der heeelt perfekte smag når jeg har prøver at lave den selv. Jeg har prøvet alle mulige forskellige metoder med friske bær, virkelig dyr te, koldbrygning, hjemmelavet sirup mv. Det ville bare ikke gå op i en højere enhed for mig.
Forleden sad og jeg googlede iste opskrifter og faldt over en dansk medblogger, der i en periode havde arbejdet hos Dalle Valle og svor til deres opskrift på iste; God, men ikke super dyr earl grey te, Monin ferskensirup og citrus. Min første tanke var “ej, det kan ikke være så simpelt”, men jeg må indrømme at ideen havde bidt sig lidt fast og jeg endte med at blive enig med mig selv om at det jo ikke kunne skade at prøve. Jeg futtede ned til min lokale Skjold Burne, hvor de ikke havde Monin med fersken, men til gengæld havde de Monin med abrikos. Jeg tog chancen og købte den med abrikos.
Som I nok kan gætte, så gik altid godt og jeg har nu min absolutte go-to opskrift på iste 😀 Efter de første to glas af iste, hoppede jeg på nettet og bestilte fluks Monin med passionsfrugt og lemon – glæder mig til at få dem hjem! Jeg forestiller mig at hindbærsirup og ferskensirup også bliver indkøbt på sigt, men jeg ville ikke gå alt for meget amok lige med det samme 😉
Ingredienser
1 L vand
2 breve Earl Grey te (Jeg bruger bare Pickwick)
Monin frugtsirup efter smag
Lidt lime/citron (lime for en blidere smag, citron for en skarpere smag)
Isterninger
Fremgangsmåde
Kog vand og lad teen brygge i 5-6 minutter i en karaffel eller kande. Sæt i køleskabet og køl helt af. Tilsæt sirup efter smag og rund af med lidt citrus og give isteen en tur i en shaker med lidt is, hæld i et glas og nyd, nyd, nyd!