Den rødhårede gudinde fra nord – Vaniljemuffins med Irish Cream og hindbær

2.2K

Irish cream og hindbær er to ting jeg holder meget af, så da jeg faldt over opskriften “Gudinden fra Nord” (en lækker vanillekage med Irish Cream af kageguruen Sif Birka Sand Jensen), så kunne jeg ikke dy mig for at rode lidt med opskriften og tilføje lidt syrlighed i form af hindbær – Og således blev gudinden rødhåret (som en vis madentusiast 😉 ).

Opskriften er skrevet som muffins, men hvis du hopper ned i noterne i bunden af opskriften skriver jeg lidt om hvordan du kan lave den som en alm. skærkage.

I Sifs oprindelig opskrift bruger hun muscovadosukker og det elsker jeg også selv at bage med. Det giver kager nogle smukke dybe toner af karamel, men det er blevet rimelig svært at opstøve, så jeg foreslår at du bruger helt alm. rørsukker. Du kan evt. tilføje lidt karamelessens, men det er ikke et must.

NB! Muscovadosukker kommer i lys og mørk. Den mørke udgave er til at finde i alm. supermarkeder fra tid til anden, men tro mig, det er IKKE den du vil bruge her – Den er dog fremragende i Irish Coffee og chokoladekage 😉

Vaniljemuffins med Irish Cream og hindbær

Lækre og ligetil muffins til hyggen
Antal 15 stk
Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 50 minutter

Ingredienser

  • 150 g blødt smør
  • 150 g rørsukker lys muscovadosukker hvis du kan finde det kan varmt anbefales
  • 3 æg
  • 150 g hvedemel
  • 1 dl tykmælk kan erstattes af andre surmælksprodukter
  • 50 ml Irish Cream fx Bailey’s
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 150-200 g hindbær
  • evt. smørrelse til forme hvis du bruger silikone- eller metalmuffinforme

Sådan gør du

  • Forvarm ovn til 175 grader varmluft / 190 grader alm.
  • Hvis du bruger silikone- eller metalmuffinforme, så husk at smøre dem. Hvis du bruger papirmuffineforme, så fordel dem på en bageplade.
  • Pisk smør og sukker luftigt i en skål. Pisk æggene i ét ad gangen. Sigt mel, bagepulver og vaniljesukker ned i skålen og rør til dejen er jævn.
  • Tilsæt Irish Cream og tykmælk og gør igen dejen jævn.
  • Fyld lidt dej i formene, tilsæt 1-2 hindbær, fuld formene op til lidt over 3/4 af formen og fordel resten af hindbærene.
  • Bag muffinsne i 25-30 min. til de er spørde og gyldne på toppen.
  • Lad muffinsne køle af på en rist og nyd med en god kop te.

Noter

Sådan bager du muffinsne som en skærkage: 
Du skal bruge en 25 cm springform. 
Beklæd bunden af springformen med bagepapir og smør siderne. 
Fyld halvdelen af dejen i formen og fordel halvdelen af hindbærene ud over dejen. Fyld resten af dejen i formen og fordel resten af hindbærene – tryk dem let ind i dejen. Bag i 50-60 min.
Ret: Bagværk, Brunch, Dessert
Køkken: Amerikansk
Keyword: Baileys, Hygge, Irish Cream, Muffins

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk