Tropisk sommerkage

3.5K

Kokos- og ananaskage med passionsfrugt curd og passionsfrugt og lime cream cheese frosting

Ideen til den her kage har rumsteret i mine tanker i et godt stykke tid. Jeg blev først inspireret til den, da jeg så et afsnit af Zumbo’s Just Desserts (australsk kageshow), hvor en kvinde lavede en storslået kage, der var en ode til hendes hjemstavn med passionsfrugt, mango, kokos, lime og vanilje – pyntet med nogle vaniljeorkideblomster og tørrede ananaskiver ❤

Udover at jeg elsker tropiske smage, så var alle kompontenterne rimeligt enkle og kagen så bare smuk ud. Min kage er en anelse mindre ambitiøs, men den er stadig virkelig lækker og helt perfekt hvis du, som mig, elsker tropiske smage og lette og luftige kager.

Jeg tog den med ud til en kunde og de var svært begejstrede. De tog et stykke med hjem til deres 18-årige datter og senere på aftenen fik jeg en sms om hvor meget hun virkelig elskede den og ville jeg please ikke bage en til hendes studentergilde? Resterne af kagen tog jeg med over til middag hos min gode ven og samarbejspartner fra greatwater.dk. Jeg havde egentligt tænkt på kagen til de voksne, men det lille stykke der blev sat foran hans, ellers ret kræsne, 8-årige datter forsvandt overraskende hurtigt 😀

Selve kagen er bagt med kokosmel (det billige nede i Brugsen, de kalder kokosmel/kokosmasse), men jeg kom ca ½ i min køkkenmaskine og finmalede det. Det hjælper med teksturen, for ellers bliver det lidt for meget grov kokos. Jeg ved godt at man kan købe fintmalet kokosmel, men altså – det var jo ikke fordi det tog mange minutter at lige male melet. Jeg har brugt en lille smule kartoffelmel i kagen som bindingsmiddel, men ellers er der ikke andet mel i overhovedet. Så kagen er endda glutenfri – Det var ikke et mål, men hey bonus! Kokosmel indeholder faktisk en god portion protein, så selvom det er en ret let og luftig kage at spise, så mætten den ret godt. Så hvis du undrer dig over hvorfor 1 stykke er nok så er der en grund til det 🙂

Hvis du aldrig har lavet curd før, så sidder du måske og undrer dig lidt over hvad det er. Well, det er en klassisk engelsk creme (den originale er lavet med citron), som man bruger til kager eller scones. Det er sådan set en ret let creme at lave, men det tager lidt tid og man skal være over den hele tiden, mens man står og pisker æggene og sukkeret i et vandbad. Men tro mig det er besværet værd.

Hvad angår glasuren, så er jeg ikke den store fan af alm. butter creme. Jeg synes at det smager lidt for meget af … ja, smør. Men dropper man æggehviderne og rør creme cheese, formelis, smør og smag, nøj, så vil du løjer! Det er en lækker og cremet glasur, der kan alt det som en alm. butter creme can og den er helt perfekt til både kage og muffins.

Nåh, men nok snak – lad os komme til kagen!

Tropisk sommerkage

Kokos- og ananaskage med passionsfrugt curd og passionsfrugt og lime cream cheese frosting
Antal 1 kage
Tilb. tid 2 timer

Udstyr

  • 1 20 cm springform

Ingredienser

Kokos-Ananaskage

  • 300 g alm. kokosmel
  • 6 æg
  • 4 spsk kartoffelmel
  • ½ dl ananassaft se note om ananas i bunden
  • 400 g ananaspuré
  • 200 g sukker
  • 100 g smeltet smør
  • 10 g vaniljepasta
  • 4 g bagepulver

Passionsfrugt curd

  • 80 g passionsfrugtpuré svarer til ca 8 passionsfrugter
  • 1 spsk limesaft ca ½ lime
  • 100 g sukker
  • 8 æggeblommer
  • 130 g usaltet smør ved stuetemperatur

Passionsfrugt og lime cream cheese frosting

  • 2 spsk passionsfrugtpuré svarer til ca 3 passionsfrugter
  • 100 g blødt usaltet smør
  • 150 g flormelis
  • 200 g creme cheese
  • 1 lime skallen herfra og lidt saft
  • 1 tsk vaniljepasta

Sådan gør du

Kokos-Ananaskage

  • Tænd for ovnen til 190 grader og beklæd din springform med bagepapir i bunden og lidt fedtstof på siderne (jeg plejer at bruge lidt neutral olie.
  • Fintmal ½ af kokosmelet i en hakker (sådan en der følger med din stavblender), kom i en skål og tilsæt bagepulver. Sæt til side.
  • Kom hakkeren på en køkkenvægt og åben dåserne med ananas. Kom al frugten i hakkeren og hæld saft ved indtil du rammer de 400 g. Blend frugten til en puré og sæt til side. Du skulle gerne have ca ½ dl ananassaft til overs. Hvis du ikke helt har nok, så kan du spæde op med vand.
  • Kom æg, sukker, kartoffelmel og ananassaft i en skål (glas eller metal), der kan tåle at komme i et vandbad. Massen vil vokse i volume, så skålen skal ikke være for lille. oSæt skålen ovenpå en gryde med spilkogende vand og pusl kontinuert indtil massen rammer ca 60 grader. Jeg bruger mit elektristiske piskeris på laveste eller næstlaveste hastighed. Ellers bliver du tæt i armen.
  • Tag skålen af vandbadet og pisk ved mellem-mellemhøj hastighed ind massen er ca tredoblet i volumne.
  • Smelt dit smør i mikroovenen og bland med ananaspuré og vaniljepasta.
  • Tilsæt langsomt ananasmassen til æggemassen, mens du rører i den.
  • Vend det fintmalede kokosmel og bagepulver i kagemassen og vend derefter det alm. kokosmel i.
  • Kom kagemassen i formen og bag kagen i 35-40 min. Lad den køle helt af i formen.

Passionsfrugt curd

  • Hvis du bruger friske passionsfrugter, så start med at halvere dem og komme al kødet i et højt blenderglas. Blend hurtigt og si herefter kornene fra.
  • Husk at tage dit smør ud af køleskabet.
  • Kom passionsfrugtpuré og limesaft i en lille gryde og bring i kog.
  • Pisk æggeblommer og sukker i en skål (igen en der kan tåle vandbad). Tilsæt ca 1/3 af den varme saft til æggesnapsen under omrørring. Tilsæt herefter resten af puréen, også under omrøring.
  • Kom skålen over en gryde med spilkogende vand og pisk indtil cremen er tyknet godt. Det vil føles som en evighed, men jeg lover at det er det værd.
  • Tag skålen af vandbadet og pisk et par kage for at køle curden lidt ned. Hvis du kan mærker at der er lidt klumper i massen, så si den igennem en fin si.
  • Tilsæt ca 1/3 af det bløde smør og blend med en stavblender. Tilsæt den næste 1/3 og gentag og den sidste og gentag. Du skulle gerne nu have en blød og lækker creme. Lad den køle lidt af indtil den er stuetemperatur.
  • Du kan bruge cremen med det samme, men den kan også holde sig i køleskabet i 4-5 dage. Pisk den evt. lidt efter den har været i køleskab.

Passionsfrugt og lime creme cheese frosting

  • Pisk smørret luftigt. Tilsæt flormelis lidt af gangen. Tilsæt creme cheese og rør til cremen er jævn og lækker.
  • Halver passionsfrugter, skrap kødet ud og giv det en tur med stavblenderen. Si puréen i en fin si for at fjerne kernerne.
  • Riv ca 1/2 af limeskallen.
  • Tilsæt passionsfrugt og limeskal. Smag cremen til med limesaft.
  • Sæt evt. cremen lidt på køl for at stivne den lidt før brug.

Samling af kagen

  • Del din kage i 3 lag meget forsigtigt. Det er en meget luftig kage, så den kan godt falde lidt fra hinanden. Det er ikke verdens undergang. Curden og frostningen vil holde kagen sammen, selv hvis en af bundene går lidt i stykker.
  • Læg bundene sammen med curden og sæt i køleskabet i 10 min.
  • Fordel et lag af creme cheese frostingen på hele kagen og sæt i køleskabet i 20 min. Så er alle evt. kagekrummer og kagecreme fanget i det lag af glausuren.
  • Fordel herefter resten af frostingen på kagen jævnt. Sæt i køleskab indtil ca 30 min før servering.
  • Man kan evt. pynte kagen med tørret ananas, frisk ananas, kokos eller spiselige blomster.

Noter

Jeg brugte 2 af de små dåser ananas af 225 g, man typisk køber nede i brugsen i 3 pax til både pure og ananassaft og det passede fint. 
Ret: Bagværk, Dessert
Køkken: Australsk, Internationalt, Tropisk
Keyword: Eksotiske frugter, Farvestrålende mad, Glutenfri, Lagkage, Luksus mad, Sommer, Tropiske frugter

Deltag i samtalen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk