Jeg ved ikke med jer, men jeg har brug for farve, pang og smag i mit liv lige nu!
Jeg har længe været glad for ananas-mangosalsa og da jeg som faldt over en opskrift på ananas-mango hot sauce, så besluttede jeg mig for at give det et skud. På den måde kunne jeg bruge en hel ananas og en hel mango uden at ende med at smide noget ud 🙂
Salsaen er virkelig skønt! Kombinationen af sødt, syrligt og krydret er super lækkert og kan bruges til både kylling, fisk, rejer og jeg tror også visse former for gris. Men det vil I selv finde ud af når I prøver den.
Hot saucen blev ikke helt som jeg havde regnet med. Jeg havde ikke noget super stærke chilier i huset, så jeg brugte nogle tørrede chilier jeg havde købt på en engelsk chilifarm. På en scala fra 1-10, skulle de ligger omkring 6 og jeg endte stadig med at putte en del ekstra chiliflager og chenneypeber i. Frugterne balancerer virkelig chilismagen, så du skal ikke være bange for at bruge nogle stærke basser! Så jeg skulle justere lidt, men den blev stadig rigtig lækker og giver et godt kick, så derfor får I opskriften med 🙂 Det skal siges at det er den allerførste hot sauce jeg nogensinde har kastet mig ud i, så der er sikkert masser af plads til at blive bedre 🙂
Jeg har her brugt små hvedemelstortillas. Man kan af og til få dem i supermarkedet, men større tortillas kan også sagtens bruges. Så er der bare mere at gufle. Er man lidt mere hardcore, så kan man også øve sig i at lave sine egne. Jeg har hørt fra flere at de er glade for deres tortillapresser fra Chilihouse.
Det er altid godt med noget sprødt på sådan nogle små taco – også i brurritoer for den slags skyld. Man vil have noget sprødt til at arbejde sammen med det super møre kød og salsaen. I denne opskrift har jeg brugt rød spidskål, da det smager lækkert og tilføjer endnu mere farve.
Tacos med kylling og ananas-mangosalsa (og ananas-mango hot sauce som bonus)
Ingredienser
Ananas-mango hot sauce
- 1 tsk olivenolie
- 2 chilier med masser af smag Inspirationsopskriften kaldte på ghost chili, men det havde jeg ikke og det er MEGET stærkt
- 1 almindelig rød chili
- ½ ananas
- ½ mango
- 2 dl vand
- 1 dl mild eddike 5%
- 2 spsk hakket koriander
- 1-2 tsk sukker
- 1 tsk stærk paprika
- Evt. cayennepeber
- Evt. chiliflager
- Salt efter smag
Ananas-mangosalsa
- ½ ananas
- ½ mango
- 1 rød chili
- Saften fra ½ lime
- En håndfuld frisk koriander
- Salt efter smag
Kyllingefyld
- 2 kyllingfileter
- ½ dåse tomater
- 1 dl kyllingbouillon
- 1 tsk hvidløgspulver
- ½-1 tsk spidskommen
- 2 tsk chiliflager
- 1 tsk oregano
- ½ tsk sukker
- ½ tsk salt
- Peber efter smag
Andet
- Tortillas
- Hakket rød spidskål
Sådan gør du
Ananas-mango hot sauce
- Start med at hakke ananas og mange i tern. Hak chilier. Varm olien i en gryde og sauter dem lidt i ca. 8 minutter. Tilsæt vand, eddike, koriander, sukker og paprika. Skrue ned og lad simre i ca. 20 minutter. Kom hele herligheden i en blender og kør til saucen er glat. Smag til med cayennepeber og chiliflager. Kom i et par skolede glas og kom i køleskabet. Pga. syren i saucen, så burde den kunne holde sig i ca. 3 mdr. på køl.
Ananas-mangosalsa
- Hak ananas og mango i tern. Finhak chili og koriander. Bland det hele i en skål og smag til med lime og salt. Så let er det!
Kyllingfyld
- Brun kylling i olie på begge siden i en gryde. Tilsæt de hakkede tomater, krydderier og bouillon. Lad simre i 20-25 min under låg.
- Tag fileterne op og riv kødet fra hinanden med to gafler. Som du ville med pulled chicken eller pulled pork.
- Bland det revne kylling med tomatsaucen – prøv dig frem med hvor meget du vil have i.
Anretning
- Lun tortillaerne på en tør pande. Kom spidskål, kylling og salsa på tortillaerne og server med hot sauce og en kold øl eller drink. Du har fortjent det 😉