Hvad gør en madnørd, når hun ikke kan gå ud og blive inspireret på restauranter? Tja, hun bliver hjemme og bliver inspireret.
Der er en masse lækker takeaway at få og jeg har da bestemt også fået nogle lækkerier, men et koncept der virkelig fangede mit øje var homeat.dk. Ideen er at restauranter næsten færdigtilbereder maden til dig og du skal så lige skal ordne det sidste selv. Så a la de mange måltidskasser man kan købe sig til, men bare lige det mere gourmet og lidt mindre arbejde.
Jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det med Kong Fus signaturkasse til 2 dage til 2 personer.
Dag 1: Bao med confiteret and med syltet rødbedesalat og braiseret gris med kimchee (m. friske grønsager med ponzu dressing og lime, spicy jordnøddesauce, hoisin sauce, jordnødde crumble, koriander og ingefær)
Dag 2: Frisklavet ramen med nudler, langtidsbraiseret okse og kimchee (m. friske grøntsager, jordnødde crumble, nori og sesam mix, koriander og ingefær)
Alle varerne kommer pakket, farvekodet til de forskellige dage og nummereret, så der ikke er noget at tage fejl af.
Til dag 1 skulle jeg snitte nogle grøntsager, hælde en dressing ud over og sætte kød og bao i ovnen. Overskueligt 😉
Kødet er super godt, kimcheen og rødkålsalaten er dejligt syrlige og det hele spiller bare – Velbalanceret, farvestrålende og friskt! Restauranten foreslog at man kunne tilføje en lille chili, så jeg pukker en chili af min chiliplante og hakke den, men den var faktisk ikke nødvendig. Den spicy jordnøddesauce har et dejligt lille spark som det er og jeg nyder mine baos.
Menuen kommer med 2 x 4 baos og selvom jeg ikke tror at de specifikt har tænkt på singler, så er det meget velkomment, fordi det betyder at jeg kan nøjes med at åbne den ene pose og gemme den anden til frokosten dagen efter. Det samme gør sig gældende med saucerne 🙂
Til dag 2 skal jeg lune suppen, koge nudler, snitte grøntsager og komme kødet i ovnen. Hvordan skal jeg dog overkomme al det arbejde? 😉
Her foreslog restauranten at man kunne toppe sin suppe med et blødkogt æg, så det gør jeg selvfølgelig. Det hører lidt med til ramen. Suppen har masser af smag og jeg er mere end tilfreds med det langbraiserede oksekød (min kat godkendte det også). Jeg var ikke helt sikker på hvordan kimcheen ville spille i suppen, men jeg kan jo ikke andet end at give restauranten ret for det rammer helt perfekt sammen med de andre smagsindtryk og det blødkogte æg er bare luksus.
Så value for money? Helt sikkert. Det koster 400 kr. for 2 x 2 måltider med en flad 50’er i udbringning. Det er ikke super billigt, men det man får er også virkelig kvalitet og jeg kunne sagtens finde på at bestille denne eller en tilsvarende menu fra Kung Fu igen og glæder mig da til at besøge restauranten på et tidspunkt i fremtiden og sammenligne 🙂