Svinebryst i cider

736

Hvis du leder efter en ny vinteropskrift, så er du kommet til det rette sted! Denne gryderet er super simpel og bare pakket med smag!

Jeg følger med stor glæde den engelske madblogger og landmand, Julius Roberts, og da jeg opdagede at han udgav sin første kogebog, klappede jeg i mine små hænder og skyndte mig at bestille den hjem.

Julius er professionelt uddannet kok og laver mad fra hele verden, men han har en gård i england og gør brug af mange lokale råvarer. Hans kogebog er derfor også bygget med fokus på sæsonernes råvarer og er inddelt i vinter, forår, sommer og efterår.

I vinterdelen faldt jeg over en opskrift på pork belly (brystflæsk) i cider og mælk med svesker og salvie. Tanken om at langtidsbraisere et godt stykke gris i cider, synes jeg lød helt igennem genial! Det med sveskerne og salvien var jeg mindre solgt på, men jeg besluttede mig for at give det et skud! Og det fungerer så smukt. Sveskerne bløder langsomt ud i saucen og giver den en utrolig dyb smag og selvom salvie er en ret intens smag, så var det lige før at jeg godt kunne have brugt mere.

Der er mange engelske og asiatiske opskrifter, hvor man skal bruge pork belly og vi bruger det bestemt også i Danmark. Vi kalder det bare brystflæsk (kogeflæsk). Hvis du ikke kan finde et stykke i køledisken, så snak med din slagter. Han kan hurtigt finde et stykke til dig og det er super billigt.

Udover brystflæsk, kalder opskriften på cider, sødmælk, svesker, løg, hvidløg, salvie og muskatblomme. Cideren skal være i den engelske stil (altså semi-tør – ikke sød som svensk cider) og muskatblomme kan erstattes af muskatnød, men jeg ville virkelig anbefale at du køber muskatblomme hjem. Smagen er dybere og lidt mere kraftfuld end muskatnød. Jeg er allerede blevet ret forelsket i det og skal klart bruge det i flere retter. Jeg har også valgt at tilsætte lidt balsamico til saucen og det synes jeg klart er prikken over i’et.

Som med alle gode gryderetter, så passer grissebassen mere eller mindre sig selv, når du først har sat den over. Mit hus duftede helt igennem fantastisk i takt med at gryden simrede og jeg glædet mig meget til det blev tid til mad. Jeg serverede gryden med kartoffelmos, men du kan også nøjes med godt brød og måske lidt stegt kål ved siden af.

Denne sauce er super lækker og du kan sagtens udskifte brystflæsket med andre udskæringer af gris – Du skal selvfølgelig være opmærksom på kogetid og fedtprocent og arbejde ud fra det.

Svinebryst i cider

En skøn gryderet til de kolde aftener
Antal 6 personer
Forb. tid 45 minutter
Tilb. tid 3 timer
Samlet tid 3 timer 45 minutter

Ingredienser

  • 1 kg svinebryst
  • 4 store løg
  • 5 fed hvidløg
  • 1-2 tsk god balsamico
  • 2 spsk smagsneutral olie
  • 500 ml semitør cider
  • 250 ml sødmælk kan erstattes med svine- eller hønsebouillon, men ikke letmælk – så skiller saucen!
  • 200 g svesker
  • 5 stilke frisk salvie Vær gerne rundhånden med salvien
  • ½-1 tsk muskatblomme start i den lave ende og smag til. Kan erstattes med muskatnød

Sådan gør du

  • Salt dit svinebryst godt og lad det hvile i ca. 30 min.
  • Pil og halver løg og skær det i fine skiver. Hak hvidløg fint.
  • Kom lidt olie i en stor gryde og kom dit bryst i gryden med fedtkanten først. Brun det godt i 5-10 min (pas dog på at det ikke brænder på – du vil have en sprød, men ikke brændt fedtkant). Du kan evt. dele brystet i 2 stykker, hvis det hele ikke kan være i din gryde.
  • Brun herefter kødet godt på de 3 resterende sider og fisk det op af gryden.
  • Skru lidt ned for varmen og sauter herefter løg og hvidløg til løgene begynder at være let karameliserede. Det tager 10-15 min. Tilsæt evt. lidt fedtstof eller vand, hvis det begynder at brænde på. Når du er tilfreds med dine løg, så tilsæt 1 spsk balsamico.
  • Mens løgene hygger sig, skærer du svinebrystet i skiver med en tykkelse på din tommelfinger.
  • Tilsæt herefter cider og rør godt rundt i gryden, så alt det gode fra bunden bliver en del af saucen (det er det man kalder at deglacere en pand).
  • Tilsæt mælk, svesker, muskatblomme og salvie og bland godt.
  • Kom nu svinebryststykkerne tilbage i gryden og sørg for at de er dækket af væde. Lav små fordybninger og sæt dem ned i saucen. Hvis væden ikke dækker helt, så tilsæt mere mælk.
  • Skrue ned på det næstlaveste, så retten kun lige simrer. Tag et stykke bagepapir og kom det ned i gryden, så det rører saucen og holder væden inde. Du kan evt. klippe stykket til. Du kan også droppe det helt og bare bruge låg, men prøv det. Det gør altså en forskel.
  • Lad retten simre i ca. 3 timer til kødet er så mørt at du kan skære det med blød kniv eller ske. Smag til med en smule salt og godt med peber – og evt. en smule mere balsamico og server.
Ret: Hovedret
Køkken: Engelsk
Keyword: Cider, Gryderet, Simremad, Svinekød

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget kunne du lide opskriften?




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk