Jeg sukker nogle gange en rigtig god submarine sandwich (eller hoagie som det hedder nogle steder i USA) og til sådan en hører der et rigtig godt sandwichbrød. Det er blødt og chewy, men ikke helt så sødt som briochebrød. Vi snakker om den slags sandwich som man kan få hos Subway og rigtig godt i nogle år i Sunset Boulevard – Kan I huske det krydrede sandwichbrød, de havde engang? Åh, det savner jeg virkelig.
Jeg har været ret mange steder rundt på internettet og prøvet en del opskrifter og jeg var lidt ved at give op, men så faldt jeg over den amerikanske blogger Ethan Chlebowskis videoopskrift og det så rigtigt ud, så jeg begyndte at eksperimentere lidt med hans metode. Amerikanske mål, ingredienser og bagetider holder ikke altid helt med danske, så jeg har modificeret et par ting.
Opskriften er en lille smule kompleks, men du vil ikke fortryde det. Det blev VIRKELIG lækker brød og jeg ved at det her bliver en opskrift, som jeg vil vende tilbage til igen og igen og sikkert rette til henover tiden.
Noget, som var nyt for mig, var at bruge bageenzyme. Bageenzymer kan købes i de fleste online bagebutikker og tilføjer en række fordele til din brødbagning. Det gør brødet mere let og luftigt, giver det en bedre krumme og forlænger holdbarheden på brødet. Du skal bruge meget lidt og du vil ikke kunne smage det i brødet. Det var en rigtig positiv oplevelse og det er bestemt ikke sidste gang jeg bager med det!
Jeg eksperimenterede lidt med forskellige meltyper. Jeg synes personligt at den bedste smag kom med en kombination af ølandshvede og manitoba, men jeg fik et større og blødere brød med manitoba og alm. hvid hvede. Så det er noget man skal teste sig frem med. Bare husk at bruge i hvert fald 50% mel med et højt proteinindhold. Det er derfor at Manitoba lidt er min go-to, når vi snakker brødbagning 😉
Du skal huske at holde øje med dine bagetider. Jeg har pt ikke varmluftsovn, så jeg bruger klassisk under- og overvarme (ja, det er træls og jeg skal have en ny ovn), så hvis du bruger varmluft, skal du nok nedjustere dine bagetid lidt.
Sandwichsbrød (submarine / hoagie)
Ingredienser
- 260 ml letmælk minimælk er også fint
- 25 g gær
- 8 g bageenzym kan udlades
- 200 g manitobamel
- 200 g alm. hvedemel kan erstattes med ølandshvede – tilsæt 10 ml mælk mere
- 10 ml honning
- 20 ml olivenolie
- 8 g salt
- 1 æggehvide
- majsmel til drys kan udlades
- blandede krydderier til drys kan udlades
Sådan gør du
- Varm mælken i mikroovnen i ca. 50 sek. ved fuld varme. Rør rundt og tjek om mælken er fingerlun. Opløs gær i mælken og tilsæt bageenzymet.
- Tilsæt honning, olivenolie og salt. Rør godt.
- Tilsæt mel og ælt indtil al mel er arbejdet ind i dejen. Dæk skålen med film og lad hvile i 15 min. Vi lader den grove dej hvile, så væsken kan trænge ind i melet og det vil gøre det lettere at ælte dejen lige om lidt.
- Ælt dejen på en ren bordplade i 8-10 minutter. Ja, det er lang tid, så sæt et ur, så du har styr på tiden. Den lange æltetid vil virkelig være det værd – tro mig. Du skulle meget gerne have en blød og ikke længere klistret dej. Du kan selvfølgelig også bruge en køkkenmaskine, hvis du ejer sådan en.
- Skær et stykke af dejen og test den ved at strække dejen langsomt ud med begge hænder. Hvis du kan lave et lille "vinduet" i dejen, der er rimelig gennemsigtigt uden at der kommer huller, så er din dej klar. Hvis ikke, så ælt lidt mere og prøv igen.
- Kom dejen i en skål, dæk med et viskestykke og lad det hæve til dobbelt størrelse. Det vil tage ca. 1 times tid.
- Slå dejen ned og del den i 4 stykker – stykkerne vil veje ca 175 g værd.
- Og nu bliver det lidt tricky. Stræk og pres hvert stykke dej med dine fingre til et rektangel, der er ca 20 cm langt.
- Tryk let ned og rul dejen sammen fra bunden til toppen. Klem dejen sammen med to fingre. Rul ud til dejen ud til en cylinder på ca 25 cm.
- Kom brødene på en bageplade med bagepapir og evt lidt majsmel. Lad brødene efterhæve i en time.
- Forvarm ovnen til 180 grader.
- Kom et lille ovnfast fad med i vand i bunden af ovnen. Dampen vil hjælpe brødet med at bage og gøre overfladen en smule sprød.
- Snit brødende med en skarp kniv (eller en hobbykniv) i en 45 grader vinkel.
- Pisk æggehviden med lidt vand og pensl brødene. Drys evt. med majsmel eller blandede krydderier (jeg havde succes med sød paprika, hvidløgspulver og lidt oregano).
- Bag i 15-20 minutter til brødene er gyldne.
- Lad brødene køle helt af på en rist.