Dagens ret er en af de hurtige, siden jeg har haft travlt med andre projekter i dag.
Mynte på en pizza lyder måske lidt sært og ja, det er lidt sært, men det smager nu meget godt. Prøv det!
Jeg har pyttet lidt tomatsovs på pizzaen, fordi jeg lige havde det i køleskabet, men med de friske tomater, så er det sådan set ikke nødvendigt.
Ingredienser
250 g hakket oksekød
1 fed hvidløg
1 tsk spidskommen
2-3 forårsløg
1 rulle pizzadej
3 store tomater
100-150 g feta
En håndfuld pinjekerner
En dusk mynte
Salt og peber
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 220 grader (200 grader ved varmluftovn). Brun kødet og krydr med knust/presset hvidløg og spidskommen.
Smag til med salt og peber. Rul pizzadejen ud, læg den på en bageplade og fordel kødet oven på.
Hak tomaterne og forårsløg groft og læg dem oven på pizzaen.
Smuldr osten imellem fingrene og drys den hen over pizzaen sammen med pinjekernerne. Bag pizzaen nederst i ovnen i ca. 12 min.
Skyl mynten, hak bladene groft og drys dem over pizzaen inden servering.