Dining week dag 2: Nimb Vinotek – Bestandig mad!

942

Dining week er en af mine yndlingsuger! Jeg vil muligvis gå så langt til at sige at jeg glæder mig mere til uge 7 end uge 52!
Det er sådan en god mulighed for at prøve nogle nye steder eller genopleve dejlige steder, man måske normalt ikke har råd til.
I år var jeg så heldig at få et godt nummer i køen og alle de restauranter, der var på min ønskeliste!
Så denne uge er jeg ude at spise tirsdag-lørdag 😀

Dag 2: Nimb Vinotek

Jeg ved ikke med jer, men jeg har hørt meget om Nimb restauranterne, så jeg var fast besluttet på at prøve en af dem i år!
Vi blev høfligt budt indenfor og vist ned til kælderen, hvor Vinoteket ligger.
Stedet emmer hygge med hvælvede lofter, bløde læderstole strategisk placeret, ujævnt stengulv (Så ingen stilletter de damer, medmindre I nyder at kysse med gulvet) og varme toner.

Vi blev vist hen til to pladser ved et langbord og allerede der blev jeg en smule bekymret … Dining week og et langbord? Det kan hurtigt gå galt! Og det gjorde det desværre … Akustikken var frygtelig, så vi havde svært ved at høre hinanden – Man kan håbe at det ikke er så slemt, når der er færre gæster, men det trækker helt klart ned i min bog, at jeg er nødt til at hæve stemmen for at min middagspartner kan høre mig ….

Vinmenuen kostede 195 DKK og vi valgte at tage den. Man må vel forvente at et sted, der hedder Vinoteket har gode vine.

Forretten
Et godt stykke paté kan bare være noget af det bedste i verden! Og her skuffede Vinoteket ikke! Vi fik et fint stort stykke og estragonmayonaissen havde den helt rigtige mængde af estragon, så du kunne smage det, men det tog ikke overhånd! Vi fik en italiensk Chardonnay til og den var simpelthen perfekt. Let og ren i smagen, men med syre nok til at spille op til den fede paté!
Brødet var forøvrigt også rigtig godt 😉

Paté de campagne, hjemmerørt estragonmayonaisse, syltet grønt & urter
Paté de campagne, hjemmerørt estragonmayonaisse, syltet grønt & urter

Hovedretten
Syltede tyttebær siger du? Det har jeg ikke prøvet før, men ej, hvor var det bare lækkert! Vinen var dog lidt af en skuffelse. Vinen i sig selv var ikke dårlig, men den var dårligt valgt. Den var slet ikke sød nok til at spille sammen med den bløde smag af boeuf bourgogne. Det var en god stor portion og efter både den og patéen var vi allerede godt mætte efter hovedretten. Hvilket slet ikke er en dårlig ting! Hellere for meget mad end for lidt!

Boeuf bourgogne, kartoffelmos & syltet tyttebær
Boeuf bourgogne, kartoffelmos & syltet tyttebær

Desserten
Creme brulée – Den ultimative klassiker i det franske dessert køkken. Vi var som sagt rigtig godt mætte allerede, så jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke fik spist min færdig. Jeg var dog en smule skuffet … Kunne de ikke lave gjort et eller andet ved den? De havde sådan nogle smukke, små twist på både forretten og hovedretten (hvv. estragonmayo og syltede tyttebær), men ikke på desserten? Min middagspartner var dog godt tilfreds. Hun elsker den HELT klassiske creme brulée. Vi var dog enige om at dessertvinen var dårligt valg! Den smagte i sig selv super godt, men den var alt for sød til den allerede meget søde creme brulée.

Vanilje cremebrulée
Vanilje cremebrulée

Alt i alt? Jeg tror at jeg vil prøve en af Nimb’s andre steder næste gang. Maden var sådan set fortrinelig og der var rigeligt af den! Men akustikken og de ret dårlige vinvalg trækker voldsomt ned for mig. Man kan ikke kalde sig selv et Vinotek og så vælge forkert 2 ud af 3 gange!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk
Madentusiasten © Copyright 2021. All rights reserved.
Luk