Trattoria Sud

En italiensk perle, der ligger et stenkast fra Nørreport st., med en fantastisk atmosfære og fantastisk mad til rimelige penge. Det lyder næsten for godt til at være sandt.
Ikke destomindre, så er det præcis hvad jeg fandt igår, da jeg langt om længe, fik besøgt Trattoria Sud.
Restauranten har været på min radar et lille stykke tid. Den åbnede tilbage i marts og har fået gode karakterer, så da jeg så at den var på Early Bird med en 4 retters menu og et glas spumante til 289 DKK per person, prikkede jeg en madglad kollega på skulderen og spurgte om vi ikke skulle give det et skud.

Restauranten er lille, men meget velindrettet og lys. Jeg lyser op, da jeg ser et lille rullebord med et stor parmesanhjul med hul i midten og en gasbrænder stående ved siden af. Kunne jeg virkelig være så heldig? Har jeg fundet en restaurant hvor man kan få sin pasta flamberet i et ostehjul? Jeg har set det i madprogrammet og det er noget jeg gerne har ville prøve længe. Ja, jeg var så heldig og mere om det senere 😀

Vi starter som sagt med et lille glas spumante, mens tjeneren gennemgår menuen. Vi skal have følgende; Vitello Tonnato, altså fintskåret kalv i en tunsauce, så et bræt med forskellige antipasti, herefter kan vi vælge mellem dagens fisk, dagens kød eller “mors pasta” som ganske rigtig er pasta flamberet i ostehjulet 😀 Men hvis vi have pasta, så skal vi vælge den begge to. Til dessert kan vi vælge mellem Tiramisu eller Panna Cotta med skovbær. Vi vælger selvfølgelig pastaen 😉

Jeg har en dyb kærlighed til rosé, så vi køber en flaske til deling. Den er frisk og let, men har også de gode noter af bær. Vi giver 280 DKK for den og det er meget rimeligt.

Vitello Tonnatoen kommer på bordet og den er som den skal være. Vi nyder den og tørrer vores tallerkener rene med deres gode foccacia brød.

Der går liiidt lang tid før næste ret kommer på bordet og det er min eneste lille kritik af stedet. Vores tjener er obs på det, så det er ikke fordi vi bliver glemt. Måske havde de et lille uheld ude i køkkenet.

Så kommer brætten på bordet og nej, det er en fryd for øjet. Der er lakse tartar med avocado, en lille salat med salat med brødkrummer, tomat, syltede rødløg og rucola, zucchini med masser af krydderurter, sauteret aubergine med tomatsauce og parmesan, luftig blomkålskage og lidt krydret pølse. Jeg er især pjattet med salaten og zucchinien. Zucchini har aldrig før smagt så godt og jeg vil nu gøre det til en mission at lokke opskriften ud af kokken. Tomaterne, peberfrugterne og de små stykker blomkål, der pynter brætten er alle let syltede og smager også super dejligt.

Vi hygger os gevaldigt, så meget at vi nu har tømt roséen. Vi spørger vores flinke tjener hvad kan ville anbefale til pastaen. Han kommer med to anbefalinger. En valpolicella eller en nero d’avola. Nero d’avolaen er ikke på kortet og koster egentligt lidt mere end valpolicellaen, men vi får den samme pris og vi lader os friste. Den er mørk, den er lækker og den smager af Sicilien. Flasken koster os 595 DKK – og ja, den er værd eneste krone værd.

Nu er vi kommet aftenens show; Pastaen. Og der er ingen tvivl om at det er et show og det lægger de bestemt heller ikke skjul på. De bruger vodka til at flambere retten. Da jeg spørger indtil hvorfor, så er svaret ret enkelt. Hvis de brugte en mørkere spiritus, ville den komme til at dominere retten og det er ikke det de går efter. Vi klapper lykkeligt i vores små hænder, mens flammerne er høje og pastaen bliver vendt i det store ostehjul med kærlighed.

Pastaen bliver serveret med en lækker sauce med masser af kødsmag og saftige svampe og sammen med vinen går det op i en højere endhed. Vi er sådan set mætte halvvejs gennem pastaen, men bliver ved med at spise, fordi det bare smager så godt.

Mens vi sidder og slår mave lidt, sidder vores tjener ved et af de andre borde og får sin egen, meget velfortjente, aftensmad. Det er meget afslappet sted og det kan jeg godt lide.

Vi møder en af ejerne, da vi skal vælge dessert, selvom vi ikke ved det på tidspunktet. Han introducerer nemlig sig selv som “vores tjener, Andrea”. Det er alligevel ikke ofte jeg støder på det og når jeg gør, så er det typisk de gode små steder 😉

Jeg tager tiramisuen og min ven panna cottaen, så vi får prøvet begge. Begge er som de skal være og lækre.

Efter desserten kigger Andrea på os og siger; “I ser ud som om I skal have en sambucca”. Og vi får så en sambucca på husets regning. Jeg har drukket det en god del, da jeg gik på universitet, men min ven har kun fået det få gange og aldrig på den helt klassiske maner; Altså med kaffebønner og ild, så han får sig en god lille overraskelse og Andrea er god til at gøre det til en lille show.

Hverken min ven eller jeg har prøvet italiensk mørk øl, så vi er nysgerrige, da de nævner at de også har det. Fustagen skal lige skiftes og mens vi står og snakker om det så kigger min ven på grapperne og vi snakker lidt om hvad grappe egentlig er. Så meget at Andrea vælger at give os 2 glas, så han kan smage det 😀

Vi slutter aftenen af med at stå og snakke med Andrea lidt, som vi efterhånden har luret er ejeren og han fortæller os lidt mere om stedet og at han ejer det sammen med sin bror, Pachi, der står i køkkenet. Og vi får lige et lille shot limoncello under snakken, fordi det er hyggeligt.

Alt i alt:
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at jeg skal forbi igen. Jeg kunne let se mig selv blive stamkunde. Det er virkelig et sted, hvor man får fuld valuta for pengene og jeg glæder mig til at udforske deres menukort noget mere. Den varmeste anbefaling fra mig!