Det er blevet sommer (sådan næsten da) og det betyder hjemmelavet is. Masser og masser af hjemmelavet is 😀
Jeg synes at hyldeblomst hurtigt kan blive meget overdøvende og hvid chokolade hurtigt kan blive meget tungt, men kombinerer man de to, så får man en dejlig frisk og sommerlig is, der stadig har en god portion sødme.
Grundopskriften på denne is vil du nok støde på en gang eller to mere i fremtiden på min blog. Det er den simpleste af mine isopskrifter og den er så legende let at det næsten er løgn.
Hjemmelavet is med hvid chokolade og hyldeblomst
En lækker hjemmelavet is, hvor den fede chokolade balancereres af den syrlige hyldeblomst
Udstyr
- Ismaskine
Ingredienser
- 6 pasteuriserede æggeblommer
- 5-6 spsk formelis
- ½ l piskefløde
- 2 dl hyldeblomstsaft det man bruger til at blande op til saftevand
- 50 g hvid chokolade
- 1 tsk citronsaft
Sådan gør du
- Smelt den hvide chokolade og lad den køle en smule af. Pisk æggeblommer og formelis godt sammen. Det tager typisk et par minutter. Tilsæt hyldeblomstsaften, citronsaft og den hvide chokolade.
Æggemassen
- Pisk ½ L fløde i en anden skål til den har en konsistens, der er lidt fastere end yoghurt.
- Pisk æggemassen ned i flødeskummet og hæld i ismaskine. Kør ismaskinen i ca 45 min. Fyld isen i en god isbeholder og sæt i fryseren i mindst 2 timer.
- Pynt evt. med frysetørrede bær eller hasselnøddekrokant.
Noter
Jeg har købt mine ”standard” isbeholdere i Ikea, men alle beholdere, der er fryseegnede kan bruges.