Go Back

Klassisk lasagne

En klassisk og dejlig lasagne
Servings 4 personer
Forb. tid 2 timer
Tilb. tid 1 time
Samlet tid 3 timer

Ingredienser

Kødsauce

  • 500 g hakket oksekød
  • 2-3 mellemstore løg
  • 3 stilke bladselleri kan ersattes med 1/4 sellerirod
  • 2 store gulerødder
  • 3-4 store fed hvidløg
  • 1 lille dåse tomatkoncentrat
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 3 laurbærblade
  • 2 dl god oksefond
  • 1 tsk rørsukker
  • 2 dl tør hvidvin
  • 1 stor håndfuld friske basilikumblade
  • ½ lille bundt persille meget gerne bredbladet
  • salt og peber

Bechamelsauce/Mornaysauce

  • 3-4 dl mælk
  • ½ løg
  • 3 laurbærblade
  • 1 tsk peberkorn
  • 40 g smør
  • 3-4 spsk hvedemel
  • 1 tsk muskatnød
  • 50 g revet ost til Mornaysaucen

Og resten

  • lasagneplader
  • mozzarella
  • evt. revet parmesan

Sådan gør du

Kødsauce

  • Hak selleri, gulerødder og løg. Finhak eller pres hvidløget - alt afhængig af hvad du foretrækker.
  • Brun kødet godt i lidt olie og tag det op af gryden igen.
  • Kom gulerødder, løg, selleri og hvidløg i gryden og sauter et par minutter. TIlsæt tomatkoncentrat og lad det lige stege med i et minuts tid.
  • Kom kødet tilbage i gryden og tilsæt hvidvinen. Lad det lige bruse lidt op og tilsæt fond, sukker, laurbærblade og hakkede tomater. Lad retten simre under låg i et par timer.
  • Hak basilikum og persille fint og tilsæt. Smag til med salt og peber. Nej, du har faktisk ikke brug for at bruge flere krydderier. Du skal selvfølgelig være meget velkommen til det, men prøv lige at smage på saucen før du gør.

Bechamelsauce/Mornaysauce

  • Kom mælken i en lille kasserolle sammen med det halve løg, laurbærblade og peberkorn. Varm det op til kogepunktet, tag af varmen og lad mælken trække under låg i 15-20 minutter.
  • Si mælken over i en skål og rør muskatnød i. Smelt smør i en lille kasserolle. Tag kasserollen af varmen, når smørret er helt smeltet og tilsæt mel under omrøring.
  • Tilsæt langsomt mælk indtil du rammer konsistensen af en god tyk sauce. Smag til med muskatnød. Hvis den bliver for tynd, så bare rolig. Sæt kasserollen tilbage på varmen og rør rundt. Den skal nok tykne igen! Nu har du en dejlig Bechamelsauce.
  • Til Mornaysauce tilsætter du den revne ost og fortsæt med at røre indtil saucen er jævn og dejlig.

Lasagnen

  • Forvarm ovnen til 200 grader.
  • Kom et lag hvid sauce, så et lag kødsauce og lasagneplader i et ovnfast fast. Forsæt til der ikke er mere kødsauce. Slut af med et lag lasagneplader og et tykt lag hvid sauce.
  • Bag i ovnen i 25-40 minutter (alt afhængig om du bruger friske eller tørre lasagneplader, følg anvisningen på pakken).
  • Tag lasagnen ud af ovnen 10-15 minutter før den skal være færdig, drys med godt med mozzarella og sæt den tilbage i ovnen, så osten kan nå at smelte og få en gylden kant.
  • Drys med parmesan og server med en salat og måske lidt hvidløgsbrød.

Noter

Man kan med fordel lave en dobbelt portion af kødsauce og fryse den ned. Så er det rimelig hurtigt at lave en god omgang lasagne en anden gang. 
Ret: Hovedret, Pasta
Køkken: Italiensk
Keyword: Familiemad, Lasagne, Pasta, Simremad